Udland

tir, 12 mar 2024

USA vil støtte sikkerhed i Haiti med næsten 700 millioner

Søndag 3. marts blev der erklæret nødretstilstand i Haiti, efter at et fængsel i hovedstaden Port-au-Prince blev angrebet af bevæbnede bander. (Arkivfoto).
Ralph Tedy Erol/Reuters Søndag 3. marts blev der erklæret nødretstilstand i Haiti, efter at et fængsel i hovedstaden Port-au-Prince blev angrebet af bevæbnede bander. (Arkivfoto).

USA vil støtte den internationale mission, der skal hjælpe med at dæmpe urolighederne i Haiti, med 100 millioner dollar - omkring 682 millioner kroner.

Det oplyser USA's udenrigsminister, Antony Blinken, mandag under et møde i Jamaicas hovedstad, Kingston.

Samtidig vil USA bidrage med 33 millioner dollar i nødhjælp til det kriseramte caribiske land.

Donationen bringer USA's samlede bidrag til missionen op på 300 millioner dollar.

Missionen blev gjort mulig, da FN's Sikkerhedsråd i oktober godkendte en aftale om at sende 1000 kenyanske politibetjente til Haiti for at dæmpe urolighederne.

Aftalen er ikke endnu blevet ført ud i livet på grund af tvivl om aftalens juridiske grundlag i Kenya.

Haiti har i den seneste tid været ramt af kaos som følge af et bandeoprør mod regeringen og premierminister Ariel Henry.

Søndag 3. marts blev der erklæret nødretstilstand i Haiti, efter at et fængsel i hovedstaden Port-au-Prince blev angrebet af bevæbnede bander. 3700 indsatte brød ud af fængslet i den forbindelse, mens mindst 12 personer blev dræbt.

Uroligheder fik tidligere mandag USA's militær til at evakuere ansatte på den amerikanske ambassade i Port-au-Prince.

På baggrund af urolighederne er 362.000 haitianere ifølge FN's Internationale Organisation for Migration blevet fordrevet fra deres hjem.

Banderne vil ligesom en række almindelige haitianere have Henry til at træde tilbage.

Oprindeligt var det hans plan at forlade sit embede i februar. Men i stedet forblev han på posten efter en aftale om deling af magten med oppositionen, indtil der bliver afholdt et nyt valg.

USA har opfordret Henry til øjeblikkeligt at iværksætte en række reformer for at forhindre situationen i at eskalere yderligere.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Fordelingen af statslige arbejdspladser i landet er uændret Vi er ikke nået i mål med at skabe bedre balance i fordelingen af statslige ar... Læs mere
Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsi-middel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere
Vermund skifter kreds trods titel af stemmesluger i Sydjylland Pernille Vermund går efter at blive spidskandidat for LA i Sjællands Storkreds... Læs mere