Ukraine

lør, 23 mar 2024

Forsker: Putin bruger angreb til at retfærdiggøre Ukraine-krig

Flere sørger foran et midlertidigt mindesmærke foran Crocus City Hall nær Moskva, hvor 115 personer indtil videre er meldt dræbt fredag aften.
Olga Maltseva/Ritzau Scanpix Flere sørger foran et midlertidigt mindesmærke foran Crocus City Hall nær Moskva, hvor 115 personer indtil videre er meldt dræbt fredag aften.

Når Rusland kobler angrebet på koncerthallen i Moskva til Ukraine, er det et forsøg på at sætte Ukraine i dårligt lys.

Det vurderer Flemming Splidsboel, der er Rusland-kender og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

- Det er et forsøg på at score nogle point i forhold til krigen i Ukraine. De vil sige: Så langt er Ukraine villig til at gå for at svække Rusland.

- Og den kobling overrasker mig, på trods af hvor meget der er sket, og på trods af hvor kynisk det hele er blevet, siger han.

Rusland fik informationer fra USA om et potentielt angreb den 8. marts. Her advarede USA's ambassade i Rusland om, at "ekstremister" planlagde et nært forestående angreb i Moskva.

Den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat har hævdet at stå bag angrebet, der fandt sted i koncertsalen Crocus City Hall i Krasnogorsk nær Moskva fredag aften til en koncert med bandet Picnic.

115 mennesker er indtil videre meldt døde. 11 personer er anholdt.

Den russiske efterretningstjeneste, FSB, hævder, at gerningsmændene var på vej til Ukraine, da de blev anholdt. FSB mener, at de har "kontakter på den ukrainske side".

- Det særlige ved denne her sag er, at amerikanerne har givet russerne ret specifikke efterretninger inden. Russerne står lidt skadelidte tilbage, når de ikke alligevel har formået at forhindre det, siger Flemming Splidsboel.

Flemming Splidsboel er ikke i tvivl om, at russiske påstande om, at gerningsmændene havde kontakter til Ukraine, er et forsøg på at overbevise Vesten om at vælge Ruslands side i Ukraine-krigen.

- Udgangspunktet er, at vi ikke kan stole på noget som helst fra russisk side. Det gør det svært for dem også, at de lyver hele tiden. Jeg forestiller mig, at der har været krisemøde i Kreml fredag, og at man har spurgt hinanden, hvordan man får skabt en forbindelse til Ukraine, siger han.

Men det er ikke noget, der vil have indflydelse på Putins magt som nyvalgt russisk præsident. Han vandt præsidentvalget søndag med 87,28 procent af stemmerne.

- Det har ingen konsekvenser for Putins forhold til befolkningen. Putin klarer det nok. Det er jeg da sikker på, siger han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere