Ukraine

tor, 11 apr 2024

af Mikkel Preisler

Japan frygter Ukraines fald og krise i Asien uden USA's støtte

Japans premierminister Fumio Kishida frygter, at Rusland knuser Ukraine, hvis ikke USA støtter ukrainerne tilstrækkeligt.
Mandel Ngan/Ritzau Scanpix Japans premierminister Fumio Kishida frygter, at Rusland knuser Ukraine, hvis ikke USA støtter ukrainerne tilstrækkeligt.

Ukraine risikerer at kollapse under krigen mod Rusland, hvis ikke USA sørger for at have ukrainernes ryg.

Og hvis Ukraine falder, risikerer Kina at få blod på tanden, og en ny krise kan bryde ud i det østlige Asien.

Sådan lyder advarslen fra Japans premierminister, Fumio Kishida, som torsdag taler til Kongressen i Washington D.C.

- Jeg vil gerne henvende mig til de amerikanere, der kan mærke den ensomhed og udmattelse, som følger med, når man er det land, der har opretholdt den internationale orden.

- Det amerikanske lederskab er uundværligt. Uden amerikansk støtte, hvor lang tid vil der så gå, før ukrainernes håb knuses under Ruslands angreb?

- Uden USA's tilstedeværelse, hvor lang tid vil der gå, før Indo-Pacific-området står over for en endnu værre virkeligheden, spørger Fumio Kishida.

Han henviser til det geografiske område, der strækker sig fra Det Indiske Ocean til Stillehavet nord for Australien og syd for det asiatiske fastland.

Kishidas bøn til de amerikanske politikere kommer på et tidspunkt, hvor en hjælpepakke til Ukraine på 60 milliarder dollar - cirka 417 milliarder kroner - er blevet blokeret i Repræsentanternes Hus.

Her har den republikanske flertalsleder Mike Johnson nægtet at sende hjælpepakken til afstemning.

Ifølge Kishida står verden ved en skillevej, hvor frihed og demokrati er under pres, og hvor klimaforandringer og kunstig intelligens ændrer folks liv.

Den japanske premierminister advarer desuden om Nordkoreas atomprogram og landets eksport af missiler til Rusland. Men den største trussel kommer fra Kina, mener Kishida.

- Kinas nuværende udenrigspolitiske position og militære aktiviteter udgør en hidtil uset strategisk udfordring.

- Ikke kun i forhold til fred og sikkerhed i Japan, men i forhold til fred og stabilitet i det internationale samfund som helhed, siger Fumio Kishida.

Han henviser blandt andet til situation omkring østaten Taiwan, som siden Ruslands invasion af Ukraine i stigende grad har frygtet en tilsvarende kinesisk invasion af Taiwan.

Kina anser Taiwan for at være kinesisk, men reelt er Taiwan selvstændigt med sit eget demokratiske politiske system.

Den japanske premierminister taler til Kongressens begge kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus. Kun én gang tidligere har en japansk premierminister talt ved et sådant møde.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere