Den ukrainske landbrugssektor har tabt næsten 80 milliarder dollar - svarende til 551 milliarder kroner - siden Ruslands invasion for snart to år siden.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
På et år er tabet i sektoren blevet fordoblet.
I januar sidste år var landbrugene i Ukraine gået glip af indtægter på 38 milliarder dollar.
Tallene stammer fra en analyse af Kyiv School of Economics.
Tabene er enten direkte eller indirekte forårsaget af invasionen, lyder det fra analytikerne bag analysen.
På baggrund af data fra den ukrainske regering vurderer analytikerne, at de direkte tab er nået op på 10,3 milliarder dollar sammenlignet med 7,8 milliarder dollar sidste år.
De direkte tab dækker over ødelagte maskiner og udstyr, skader på siloer og ødelagte landbrug.
Analytikerne anslår også, at de indirekte tab løber op i 69,8 milliarder dollar.
Her er det tabt produktion, lavere eksport, højere produktionsomkostninger og genopretning af ødelagt jord, der er årsag til tabte indtægter.
Ukraine er en af verdens store eksportører af især korn og raps. Særligt eksporten af korn er blevet ramt siden krigens udbrud.
Kilde: /ritzau/