Præsident Volodymyr Zelenskyj siger, at verden har forsvarssystemer, som kan hjælpe Ukraine, og at hans land har brug for at se politisk vilje til at se dem blive overført til ukrainerne.
Han siger, at verden må høre om den smerte, som er påført Kharkiv og andre byer.
I en videotale søndag aften, hvor præsidenten talte på baggrund af uophørlige bombardementer af den nordøstlige storby Kharkiv, hed det, at "det er åbenlyst, at de forsvarssystemer, som vi har i Ukraine, ikke er gode nok, og det er klart for alle vore partnere".
- Vi søger efter en måde, hvorpå vi kan sikre Kharkiv mere luftforsvar, sagde han og appellerede til ukrainske diplomater og internationale forhandlere om at finde frem til aftaler om nye forsyninger.
Tidligere søndag sagde Zelenskyj, at Ukraine taber krigen mod Rusland, hvis Kongressen i USA ikke godkender en længe ventet militær hjælpepakke til Kyiv.
Han fremsatte udtalelsen under et videomøde med United24, der er en ukrainsk platform for fundraising. Det skriver AFP.
- Det er nødvendigt specifikt at fortælle Kongressen, at hvis Kongressen ikke hjælper Ukraine, taber Ukraine krigen, siger landets præsident.
Zelenskyj siger videre, at "hvis Ukraine taber krigen, bliver andre stater angrebet".
En hjælpepakke på 60 milliarder dollar (cirka 412 milliarder kroner) til Ukraine sidder fast i Kongressen. Her blokerer republikanere for dens godkendelse.
Lørdag sagde Zelenskyj dog, at han tror på, at pakken i sidste ende vil få grønt lys af de amerikanske politikere.
Det er ikke første gang, at Zelenskyj beder Kongressen om at stemme den omfattende hjælpepakke igennem. Den ukrainske præsident har sendt adskillige appeller til politikerne i Washington D.C. den seneste tid.
- Hvis ikke der er amerikansk støtte, betyder det, at der ikke er noget luftforsvar, ingen Patriot-missiler, ingen støjsendere til elektronisk krigsførelse, ingen 155 millimeter-artillerirunder, sagde Zelenskyj i slutningen af marts i et interview med The Washington Post.
- Det betyder, at vi må gå tilbage, trække os tilbage, skridt for skridt, med små skridt, lød det videre.
Ukraine har i den mere end to år lange krig fået militær, økonomisk og humanitær støtte af en lang række lande samt af EU-institutionerne. USA er det land, der har bidraget med mest.
/ritzau/Reuters
Kilde: