Valg i USA

ons, 11 sep 2024

Amerikansk præsidentdebat sender danske energiaktier til vejrs

Ørsted har stor interesse i, at vilkårene for at opføre havvindparker i USA ikke forringes. Derfor vil en sejr til Kamala Harris ved præsidentvalget formentlig være til fordel for selskabet og dets aktionærer. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Ørsted har stor interesse i, at vilkårene for at opføre havvindparker i USA ikke forringes. Derfor vil en sejr til Kamala Harris ved præsidentvalget formentlig være til fordel for selskabet og dets aktionærer. (Arkivfoto).

Nattens debat mellem de to præsidentkandidater har onsdag morgen givet efterdønninger på aktiemarkederne verden over.

Også på den københavnske Nasdaq-fondsbørs har debatten sat aftryk, idet Vestas og Ørsted stiger med henholdsvis 5,0 og 4,4 procent, uden at der er selskabsspecifikke nyheder, der umiddelbart kan forklare stigningen.

De grønne aktier har i lang tid været negativt påvirket af, at Donald Trump har ligget godt til i meningsmålingerne.

Trump har tidligere givet udtryk for modstand mod havvindmøller og har sagt, at han som noget af det første ville forsøge at stoppe igangværende projekter.

Det ville i givet fald ramme både Vestas' leverancer af vindmøller og nogle af de store havvindprojekter, som Ørsted arbejder på at virkeliggøre.

Men analytikeres vurdering af, at Demokraternes kandidat, Kamala Harris, var den, der klarede debatten bedst, kan have rykket på chancerne for, at det bliver hende, der bliver ny præsident, og det kan få investorerne til at se de grønne energiaktier i et mere positivt lys.

Det er også den forklaring, som Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, hælder til.

- Begge aktier har været under pres i længere tid, fordi man frygtede at Trump kunne ødelægge vindindustrien i USA. Så det her er nok et udtryk for en lettelse over, at sandsynligheden for det scenarie er blevet mindre, men måske også bare, at vindenergi slet ikke blev diskuteret, siger Jacob Pedersen.

Han mener ikke, at det er uden grund, at både Ørsteds og Vestas' investorer holder øje med det amerikanske valg.

- For begges vedkommende gælder, at de er involveret i projekter, der allerede har modtaget støtte og er godkendt, og der er nok mindre sandsynlighed for, at der sker store ændringer der.

- Men på sigt kan en Trump-sejr gøre det sværere for den grønne energisektor, og USA udgør omkring en tredjedel af Vestas' marked, så det er to vidt forskellige indtjeningsrum, vi kigger ind i.

- Det er nok også derfor, at vi ser et meget nervøst marked, der reagerer forholdsvis kraftigt på sådan noget som det her, siger Jacob Pedersen.

Ifølge Forbes har bookmakernes odds på en sejr til Kamala Harris ved valget i november ændret sig markant hen over natten.

Hvor de fleste havde Republikanernes kandidat, Donald Trump, som favorit inden debatten, er oddsene nu enten helt lige eller en smule i Harris' favør.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

EU har fastlagt mandat for bistand til fattigste lande på klimatopmøde EU vil fokusere på at få rejst privat kapital til klimafinansiering på klimat... Læs mere
ATP vil lave færre klimainvesteringer efter grønne fejlskud ATP-direktør siger, at mange grønne investeringer slet ikke overvejes, "fordi ... Læs mere
Fordelingen af statslige arbejdspladser i landet er uændret Vi er ikke nået i mål med at skabe bedre balance i fordelingen af statslige ar... Læs mere
Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere