Valg i USA

man, 22 apr 2024

Anklager kalder sag mod Trump et spørgsmål om vælgerbedrag

Trump er tiltalt i fire straffesager. Mandag var der fremlæggelse i den første sag.
Angela Weiss/Ritzau Scanpix Trump er tiltalt i fire straffesager. Mandag var der fremlæggelse i den første sag.

Den straffesag, der mandag for alvor er gået i gang mod Donald Trump, handler om en sammensværgelse med mange elementer - heriblandt "valgsvindel".

Sådan lyder det i anklagernes forelæggelse af sagen mandag.

Trump beskyldes for både at have svindlet og løjet i sagen, der er den første straffesag mod en tidligere præsident.

Anklager Matthew Colangelo siger, at Trump forfalskede regnskabsmateriale om en betaling på 130.000 dollar til pornoskuespilleren Stormy Daniels for at købe hendes "stilhed" om en påstået affære i 2006. Det svarer til over 900.000 kroner.

Affæren kunne have påvirket valget i 2016 - og dermed bedrog Trump vælgerne, mener advokaten.

- Denne her sag handler om en kriminel sammensværgelse og mørklægning, siger Colangelo.

- Det var valgsvindel - simpelthen.

Trump, der har erklæret sig ikke skyldig og afviser at have haft et seksuelt forhold til Daniels, stirrede lige frem for sig under fremlæggelsen.

Todd Blanche, en af Trumps advokater, siger henvendt til de 12 nævninger, at Trump "ikke har begået nogen forbrydelser".

- Jeg har en spoiler-advarsel: Der er ikke noget galt med at forsøge at påvirke et valg, siger Blanche.

- Det kaldes demokrati.

David Pecker, som var udgiver af tabloidavisen National Enquirer, var det første vidne, anklagerne havde indkaldt.

Anklagerne mener, at han blev brugt til at beskytte Trump mod negative historier med en strategi kendt som "catch and kill" - altså "fang og dræb".

Her køber et tabloidmedie eksklusive rettigheder til en historie, som kunne offentliggøres andre steder. Men mediet vælger så ikke at offentliggøre historien til gavn for den kritiserede part.

Pecker vidnede kun kortvarigt mandag. Han ventes igen tirsdag at skulle vidne.

Sagen begyndte med blandt andet udvælgelse af nævninger sidste uge. Det kan blive den eneste af i alt fire straffesager mod Trump, der når at komme for retten inden præsidentvalget i november.

Her står Trump over for den siddende præsident, Joe Biden.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Lars Bojes parti runder 5000 godkendte vælgererklæringer Den tidligere formand for Nye Borgerlige har indsamlet en fjerdedel af de nødve... Læs mere
Moderaternes gruppeformand overtager Jeppe Søes poster efter exit Henrik Frandsen skal fremover sidde i Folketingets ledelse. Han overtager også ... Læs mere
Troels Lund blev i Forsvarsministeriet: Store omkostninger at skifte Trods opfordring om nyt job blev Troels Lund som forsvarsminister på grund af o... Læs mere
Konservative afviser at optage Jeppe Søe i folketingsgruppen Partier tager nu stilling til, om de vil optage Jeppe Søe i deres folketingsgru... Læs mere
Nuuk Lufthavn dumper endnu et sikkerhedstjek og forlænger flyvepause Internationale flyvninger fra og til problemramt lufthavn i Grønland er suspend... Læs mere