Vejret

søn, 28 apr 2024

Bangladesh gennemgår længste hedebølge nogensinde

Elever forlader en skole med parasol under hedebølge i Bangladesh.
Munir Uz Zaman/Ritzau Scanpix Elever forlader en skole med parasol under hedebølge i Bangladesh.

Det er ikke usædvanligt, at det er varmt i Bangladesh. Men det er dog usædvanligt, at det er så varmt, som det er lige nu.

Søndag er en hedebølge i det sydasiatiske gået ind i sin 29. dag, og det gør det til den længste, siden landet begyndte at registrere den slags.

Det siger meteorolog Shaheenul Islam fra Bangladeshs Meteorologiske Institut ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den hidtidige rekord var på 23 dage og blev registreret i 2019, fremgår det af data fra instituttet.

Sæsonens højeste temperatur blev registreret fredag, hvor der var 42,7 grader celsius i Chuadanga-distriktet i den sydvestlige del af landet ifølge dpa.

Trods den fortsatte varme vendte elever søndag tilbage til skolerne i Bangladesh, hvor arbejdsugen går fra søndag til torsdag.

Sidste uge blev skolerne landet over lukket efter ordre fra myndighederne. Men nu er de blevet genåbnet for millioner af elever.

Lucky Begum har en 13-årig datter i en statslig skole i Dhaka. Til nyhedsbureauet AFP fortæller moren, at hun ikke var udelt begejstret for skoleåbningen.

- Hun (datteren, red.) var glad for, at skolen var åben. Men jeg var anspændt, siger Begum.

- Varmen er for meget, siger hun til AFP.

- Hun har fået varmeknopper af at svede. Jeg håber, at hun ikke bliver syg.

Hedebølgen i Syd- og Sydøstasien har også lukket flere tusinde skoler i Filippinerne og Indien.

Det er normalt varmt i de lande i april og maj, men temperaturerne er blevet betydeligt højere i år på grund af vejrfænomenet El Niño.

El Niño opstår med nogle års mellemrum, når overfladevand i det tropiske Stillehav bliver meget varmt.

Ifølge Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) toppede El Niño denne gang i november til januar, og den er nu på retur. Men nogle steder kan den altså stadig føre til højere temperaturer.

Bangladesh regner med minimum tre yderligere dage med hedebølge ifølge det meteorologiske institut, skriver AFP.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere