
Annonce
Annonce
Pressemeddelelse
15.6.2023 10:43:47 CEST | Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Iværksættere i hele Danmark får nu bedre adgang til hjælp og rådgivning. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter to stærke indsatser: Iværksætterdanmark med 35,8 mio. kr. og Nordic Female Founders Growth med 10,2 mio. kr. Over 4.000 iværksættere forventes at nyde gavn af indsatsen de kommende tre år.
Annonce
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har siden 2019 givet tilskud til den landsdækkende indsats Iværksætterdanmark, der er målrettet en bred gruppe af iværksættere, men med særligt fokus på grønne og kvindelige iværksættere. Indsatsen hjælper iværksætterne med at få styrket deres kompetencer gennem blandt andet workshops samt rådgivning fra private rådgivere.
”Det er regeringens helt klare ambition, at Danmark skal være en førende nation for iværksættere. Derfor skal vi sørge for at skabe de bedst mulige rammevilkår. Med midlerne fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bliver de danske iværksættere støttet over en bred kam, og det betyder reelle forandringer. Det er desuden meget positivt, at der er kommet et fokus på at få flere kvindelige iværksættere i spil, så vi som samfund ikke går glip af vækst og innovation,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Med den nye bevilling fra EU’s Socialfonden Plus og decentrale erhvervsfremmemidler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan Iværksætterdanmark fortsætte frem til udgangen af 2025. Christian Motzfeldt, forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, fortæller, at der er tale om et godt projekt med gode resultater:
”Vi ønsker med støtten til Iværksætterdanmark at fortsætte den landsdækkende indsats for iværksættere. Projektet er veldrevet og har god erfaring med at afvikle forløb med fokus på iværksætteri og forretningsudvikling. Med de nye midler fra bestyrelsen sikrer vi, at projektet kan fortsætte med at hjælpe iværksættere i hele landet med at skabe fremdrift i deres forretning.”
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har desuden besluttet at give 10,2 mio. kr. i tilskud til yderligere et projekt med et særligt fokus på kvindelige iværksættere. Der er tale om projektet Nordic Female Founders Growth.
Midlerne til indsatsen skal være med til at ændre på, at kvinder er en underrepræsenteret gruppe inden for iværksætteri, forklarer forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt:
”Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ønsker at støtte Nordic Female Founders Growth, da projektet kan bane vej for, at endnu flere kvindelige iværksættere lykkes på deres forretningsrejse. Projektet drives af Nordic Female Founders, som har erfaring med målgruppen, og som kan sætte skub i kvindelige iværksætteres muligheder. Kvinder udgør en underrepræsenteret gruppe inden for iværksætteri, så det giver god mening, at vi bidrager til at skabe større diversitet på iværksætterområdet.”
Nordic Female Founders har erfaring med at styrke kvinders position i dansk iværksætteri ved at inspirere og hjælpe kvindelige iværksættere med at starte og drive egen virksomhed. Det sker blandt andet gennem kompetenceudviklingsforløb kombineret med en særlig mentorordning.
En af kvinderne bag Nordic Female Founders, Anne Stampe Olesen, er overbevist om, at tilskuddet til projektet Nordic Female Founders Growth vil gøre en kæmpe forskel for rigtig mange kvindelige iværksættere rundt om i Danmark:
”Min drøm er, at vi hjælper så mange kvindelige iværksættere som muligt, så flere kan starte egen virksomhed – og dem der allerede er etablerede, kan skalere endnu mere,” siger hun og fortsætter:
”Vi er allerede en del af iværksættermiljøet, for vi har arbejdet med det i så mange år, og derfor kan vi virkelig få sådan en pulje penge ud og leve. Nu har jeg fået mere blod på tanden til at hjælpe endnu flere kvinder, og jeg er så klar til at tage opgaven på mig.”
Annonce
Annonce
Annonce