Årsregnskab

tir, 02 maj 2023

Jyske Bank starter godt i 2023 og venter rekordresultat for året

Svage finansmarkeder giver Jyske Bank et hak i tuden (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Købet af Handelsbankens danske aktiviteter og højere renter er med til at give Jyske Bank en særdeles god start på året.

Det viser selskabets kvartalsregnskab, som er offentliggjort tirsdag morgen. Banken øger sit resultat efter skat for årets første kvartal til cirka 1,3 milliarder kroner. Det er en stigning på 51 procent i forhold til resultatet i samme kvartal sidste år. Her landede resultatet på 851 millioner kroner. - Fremgangen var særligt drevet af købet af Handelsbanken Danmark samt en generelt forøget indtjening, siger ordførende direktør i Jyske Bank Anders Dam i en pressemeddelelse. - Integrationen af Handelsbanken Danmark forløber planmæssigt, og de første afdelingssammenlægninger er gennemført. Hovedtallene i regnskabet var allerede offentliggjort. Jyske Bank kom nemlig med en handelsopdatering 18. april. Her blev det ventede resultat for året også opjusteret. - På baggrund af udviklingen i første kvartal 2023 har vi opjusteret forventningerne til et rekordhøjt resultat på 65 til 75 kroner per aktie i 2023, siger Anders Dam. Det svarer til et resultat efter skat på mellem 4,3 og 4,9 milliarder kroner. Sidste år endte resultatet på 3,8 milliarder kroner ligeledes båret frem af et højt renteniveau. Jyske Banks renteindtægter for kvartalet endte på 2,2 milliarder kroner. Det er også en markant stigning sammenlignet med samme kvartal sidste år. Her lød renteindtægterne på 1,3 milliarder kroner. Andre store banker som Nordea og Danske Bank har ligeledes haft en god start på året efter blandt andet rentestigninger. Det var den 1. december sidste år, at Jyske Bank overtog Svenska Handelsbankens aktiviteter her i landet. Det indebar 600 ansatte og 42 afdelinger med hovedsæde i København. Jyske Bank forventer på grund af sammenlægninger af afdelinger i byer, hvor begge banker er til stede, at kunne skære antallet af afdelinger med cirka en fjerdedel inden november 2023. Knap halvdelen af sammenlægningerne var gennemført inden udgangen af april. /ritzau/

Andre læser også

Far til fire og lærer står til at blive ny borgmester i Herlev Marco Damgaard er uddannet lærer og står til at blive borgmester, fordi Thomas... Læs mere
Danmarks bnp ventes at vokse med tre procent inden stort fald Den danske økonomi ventes at vokse med tre procent i år og næste år, inden v... Læs mere
Vattenfall dropper bud på havvindmøllepark grundet ringe forretning Danmarkshistoriens største udbud af havvind har haft deadline, og nu fortæller... Læs mere
Flere partier vil have flyttet omstridt udrejsecenter til tredjeland En uholdbar situation i Udrejsecenter Kærshovedgård gør, at Konservative vil ... Læs mere
Regeringen forventer også pæne lønstigninger næste år I Økonomisk Redegørelse gætter regeringen på, at de privatansatte i snit få... Læs mere