Andre nyheder

fre, 09 aug 2024

Antallet af huse til salg er på højeste niveau i fire år

Et typisk hus på 140 kvadratmeter blev ved udgangen af juli sat til salg for godt 2,85 millioner kroner, skriver Finans Danmark. Det er næsten 110.000 kroner mere end for et år siden. (Arkivfoto).
Mathias Svold/Ritzau Scanpix Et typisk hus på 140 kvadratmeter blev ved udgangen af juli sat til salg for godt 2,85 millioner kroner, skriver Finans Danmark. Det er næsten 110.000 kroner mere end for et år siden. (Arkivfoto).

Der er lige nu flere til salg-skilte rundt på landets husgrunde end på samme tidspunkt de seneste fire år. Men prisen på skiltet er også blevet højere.

Det viser tal fra Finans Danmark, som er blevet offentliggjort fredag morgen.

Ved udgangen af juli var der 33.385 parcel- og rækkehuse til salg i Danmark. Det er 3832 flere end samme måned i 2023.

- Udbuddet er i store træk steget siden starten af 2022, og vi begynder så småt at nærme os niveauet før corona. Det er godt nyt for dem, der er på udkig efter et nyt hjem, siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Samtidig bliver husene ifølge Finans Danmark sat til salg til priser, der er 3,9 procent højere end samme måned i 2023.

Et typisk hus på 140 kvadratmeter blev ved udgangen af juli sat til salg for godt 2,85 millioner kroner, skriver Finans Danmark. Det er næsten 110.000 kroner mere end for et år siden.

Men selv om udbudsprisen er højere, har potentielle boligkøbere mulighed for at forhandle den ned, påpeger Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Det højere boligudbud kan dog give boligkøberne et større forhandlingsrum, når den endelige pris på boligen skal findes, end hvad der var tilfældet, da det gik stærkest under corona, skriver han i en kommentar til tallene.

Mens stigende udbud er med til at presse de endelige priser lidt ned, er der en række ting, der trækker i den anden retning, mener Brian Friis Helmer.

Det gælder blandt andet lønstigninger, som understøtter købekraften, og at rentestigningerne lader til at være stoppet for nu.

- Derfor forventer vi samlet set, at den svage, men positive, fremgang på boligmarkedet fortsætter i den resterende del af året, skriver Brian Friis Helmer.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringen forsøger at lægge forbudte bander helt døde Det har ifølge Rigsadvokaten været svært at løfte bevisbyrden i sager om akt... Læs mere
Bornholms konservative borgmester er sygemeldt I sidste måned stod han på første række, da kongeparret gæstede Bornholm. N... Læs mere
Patienter oplever kortere ventetid på sygehusbehandling Indenrigs- og sundhedsministeren er optimistisk i forhold til at få ventetiden ... Læs mere
Lars Bojes nye parti er halvvejs i mål Eksformanden for Nye Borgerlige har stiftet Borgernes Parti, som så dagens lys ... Læs mere