Andre nyheder

søn, 19 maj 2024

Antallet af unge uden job og uddannelse er stagneret

I perioden mellem 2016 og 2021 faldt antallet af unge uden job og uddannelse fra lidt over 48.000 til lidt over 42.000. Siden er udviklingen stagneret. (Arkivfoto).
Peter Kneffel/Ritzau Scanpix I perioden mellem 2016 og 2021 faldt antallet af unge uden job og uddannelse fra lidt over 48.000 til lidt over 42.000. Siden er udviklingen stagneret. (Arkivfoto).

Trods et brandvarmt arbejdsmarked og gentagne rekorder i beskæftigelsen er antallet af unge uden et job eller en uddannelse stagneret.

I september 2023 var der 42.800 unge mellem 15 og 24 år, der hverken havde et arbejde, var i gang med eller havde gennemført en ungdomsuddannelse.

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

Antallet svarer til 6,3 procent af alle 15 til 24-årige. Det er omtrent samme niveau som i september i både 2022 og 2021.

Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hæfter sig ved, at udviklingen er gået stå, mens den generelle beskæftigelse er steget.

- De seneste år har beskæftigelsen været i fremgang, og der har været et stort politisk fokus på at hjælpe flere unge godt på vej til at få job og uddannelse. Jorden har været gødet for bedre tider. Alligevel ser vi ikke nogen positiv udvikling, siger hun i en pressemeddelelse.

I 2017 besluttede et bredt flertal i Folketinget, at andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet, skal være halveret i 2030. Det betyder, at andelen skal ned på 3,5 procent.

I perioden mellem 2016 og 2021 faldt antallet af unge uden job og uddannelse fra lidt over 48.000 til lidt over 42.000. Det svarer til, at andelen er gået fra 7 procent til 6,3 procent.

Analysen viser desuden, at mange af de unge, som står uden for uddannelsessystemet og jobmarkedet, ofte gør det i en længere periode.

Seks ud af ti, der var uden job og uddannelse i 2019, var det også året efter. To år senere var lidt over halvdelen af dem stadig en del af gruppen, mens det gjaldt lidt under halvdelen tre og fire år efter.

- Hvis man har været en del af gruppen på et tidspunkt som ung, er der en øget risiko for at ende uden uddannelse. Og så vil man altså blive en del af det ufaglærte arbejdsmarked, der er forbundet med højere grad af jobusikkerhed og lavere indkomst, siger Emilie Damm Klarskov i pressemeddelelsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere