Andre nyheder

tor, 15 feb 2024

Breivik taber sag om brud på menneskerettigheder i fængslet

Anders Behring Breivik og hans advokat Marte Lindholm under retssagen, der fandt sted i Ringerike-fængslets gymnastiksal i januar.
Ntb/Reuters Anders Behring Breivik og hans advokat Marte Lindholm under retssagen, der fandt sted i Ringerike-fængslets gymnastiksal i januar.

Den norske massemorder Anders Breivik har tabt et søgsmål mod den norske stat, hvor han hævder, at hans forhold i fængslet er et brud på menneskerettighederne.

Men det afviser Oslo tingrett i en afgørelse torsdag.

Ifølge avisen Aftenposten vil Breivik anke afgørelsen.

Retssagen blev holdt i Ringerike-fængslet, hvor Breivik afsoner, i januar.

Det er anden gang, at Breivik har sagsøgt staten med påstand om brud på menneskerettighederne.

Han blev i 2012 idømt lovens strengeste straf på 21 års forvaring for at have dræbt 77 mennesker ved to angreb i Oslo og på øen Utøya i juli 2011.

Ved domsafsigelsen for 12 år siden blev det slået fast, at han skal afsone mindst ti års fængsel.

Efter 12 år i det, der under retssagen blev omtalt som relativ isolation, hævder Breivik, at han er påført alvorlige skader som følge af afsoningen.

Især siger han, at han er deprimeret og er på randen til selvmord.

Breivik, som nu kalder sig Fjotolf Hansen, hævder i sit søgsmål, at den norske stat bryder den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3. Den handler om at udsætte mennesker for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Han har også sagsøgt staten for brud på konventionens artikel 8, der handler om retten til privatliv, et hjem og korrespondance.

Men regeringsadvokat Andreas Hjetland afviser påstandene. Han sagde under retssagen, at Breivik har det godt i fængslet.

- Breivik tog et valg, da han valgte at begå terrorhandlingerne 22. juli 2011. Det valg har fået store konsekvenser, først og fremmest for andre, men også for Breiviks privatliv, sagde Hjetlands kollega, advokat Kristoffer Nerland.

- Det er svært at se for sig, at Breivik på noget som helst tidspunkt skal have noget som er i nærheden af et normalt socialt liv, hvad enten det er udenfor eller indenfor fængselsmurene, sagde Nerland.

Kilde: /ritzau/NTB

Andre læser også

Frederiksen satser på snarlig aflivning af rygter om EU-job Mette Frederiksen (S) mødes mandag med EU-regeringschefer. Hun håber på hurti... Læs mere
Bødskov vil undgå containerkirkegårde i havet med skærpede krav Før jul tabte et Mærsk-skib 46 containere i Nordsøen. Nu vil erhvervsminister... Læs mere
Fem milliarder skattekroner er på vej tilbage til boligejere I alt 11,3 milliarder kroner skal retur til boligejere, der har betalt for meget... Læs mere