Voldsomme skybrud har præget sommeren. Alligevel kan Tivoli offentliggøre et historisk godt halvårsregnskab med en stigning i besøgstal på ti procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Direktør i Tivoli Susanne Mørch Koch er svært tilfreds.
- Vi kan fastholde vores forventninger for året. Det er på trods af en utrolig våd sommer og en nedgang i svenske gæster, siger hun.
Ifølge direktøren besøger de svenske turister ikke i lige så høj grad parken som følge af deres svækkede købekraft.
Til gengæld oplever forlystelsesparken en stigning i tilstrømningen af tyske og amerikanske turister, og det kompenserer i høj grad for manglen fra Sverige, lyder det.
Og det er særligt belejligt, når vejret er så vådt, som det har været det sidste lange stykke tid.
- Hvis du som amerikaner har rejst hele vejen fra USA og vil besøge Tivoli, så lader du dig ikke stoppe, selv om der lander 15mm nedbør på dagen, siger Susanne Mørch Koch.
- Danskerne derimod bliver væk, når det er dårligt vejr, og det har vi også kunne se denne sommer.
Den gamle forlystelsespark har ikke gjort noget særligt for at tiltrække turisterne langvejs fra, men der arbejdes altid med kerneproduktet.
- Vi står klar hver dag, og hver dag skal Tivoli være et besøg værd. Det gælder både for danskere og københavnere, men i høj grad også de internationale gæster, lyder det fra Tivoli-direktøren.
- Det er det, der nu viser sig i vores tal.
Ifølge Susanne Mørch Koch står stort set hele forretningen stærkere end nogensinde før.
Og selv om juli ikke er med i det netop offentliggjorte regnskab, så ender måneden med at være den bedst indtjenende nogensinde, lyder det.
Når Tivoli lukker ned efter sommeren i september, går der spændende projekter i gang, fortæller Tivoli-direktøren. Hele Asien-området omkring forlystelsen "Dæmonen" skal nemlig ombygges.
- Gæsterne kan forvente ting, der aldrig er set før i nogen anden forlystelsespark. De skal forvente noget enestående og spektakulært, siger Susanne Mørch Koch.
Hun fortæller, at der efter ombygningen vil være to nye forlystelser at finde i det helt nybyggede område.
Hun vil ikke afsløre, om temaet kommer til at være det samme, men hun fortæller, at "Dæmonen" står åben under hele byggeperioden, og at gæsterne godt kan begynde at glæde sig.
Kilde: /ritzau/