Andre nyheder

man, 06 jan 2025

DLG trækker sig fra bestyrelse efter magtkamp i biogaskoncern

Direktør Bertel Maigaard har været i centrum af de interne stridigheder, der har udspillet sig i biogaskoncernen BioCirc. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Direktør Bertel Maigaard har været i centrum af de interne stridigheder, der har udspillet sig i biogaskoncernen BioCirc. (Arkivfoto).

Det har været til offentlig skue, at en intern magtkamp i biogaskoncernen BioCirc de seneste dage er blevet udkæmpet.

Nu har stridighederne fået grovvarekoncernen DLG til at trække sine to medlemmer fra bestyrelsen i BioCirc.

Det skriver DLG i en pressemeddelelse mandag, efter at en række medier har kunnet beskrive modsatrettede meldinger om fyring af direktøren.

På den ene side står fem bestyrelsesmedlemmer - herunder de to fra DLG - som lige før nytår meldte ud, at direktør Bertel Maigaard var blevet fyret.

De ville afsætte ham, fordi parterne ifølge Berlingske har haft forskellige syn på ledelse. Børsen har berettet, at Maigaard er blevet anklaget for at have en hård ledelsesstil.

Direktøren har imidlertid modsat sig det, der så ud til at være en fyreseddel. Efterfølgende blev det nemlig meldt ud, at de uenige bestyrelsesmedlemmer nu ville blive afsat ved en kommende ekstraordinær generalforsamling.

Noget som de to medlemmer fra DLG er kommet i forkøbet.

- De seneste ugers forløb har gjort det klart for os, at DLG og BioCircs forvalter, Maigaard & Molbech II, har forskellige syn på værdier og governance, siger Mette Sehested, kommunikationsdirektør i DLG, i pressemeddelelsen.

- Derfor har vi under de nuværende forhold ikke længere den nødvendige tillid til dem som forvaltere, og det har ført til, at vi har trukket vores medlemmer fra bestyrelsen.

I en pressemeddelelse fra koncernen udtaler Bertel Maigaard, der altså er forblevet direktør, mandag, at han kender til frustrationer hos nogle af sine ansatte.

- Jeg må jo erkende, at mine ambitioner og passion har bidraget til frustration hos nogle medarbejdere i BioCirc.

- Det skal vi selvfølgelig have løst, så det ikke kun er fagligt interessant at gå på arbejde i BioCirc, men også er noget du ser frem til mandag morgen.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at man vil indsætte en ledelsescoach for at afhjælpe "de ledelsesmæssige udfordringer".

BioCirc, der beskriver sig selv som en af verdens største producenter af biogas, blev stiftet i 2021 og er blandt andet blevet kaldt en vækstkomet på området.

I foråret sikrede koncernen sig støtte på knap 900 millioner kroner fra Energistyrelsen. Pengene skal efter planen udbetales løbende mellem 2026 og 2032.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere