Andre nyheder

ons, 11 dec 2024

Forsinket Kosovo-fængsel redder integrationsprojekter i Danmark

Fængslet i Gjilan i Kosovo er udskudt, og det har fået uventede konsekvenser for integrationsområdet. (Arkivfoto).
Mathias Svold/Ritzau Scanpix Fængslet i Gjilan i Kosovo er udskudt, og det har fået uventede konsekvenser for integrationsområdet. (Arkivfoto).

Civilsamfundet bag en lang række integrationsindsatser har holdt vejret og frygtet store tilbageslag.

Regeringen har over flere omgange lagt op til millionbesparelser på området, der ville knægte integrationsprojekter.

Men nu trækker regeringen de planlagte besparelser tilbage.

Det skriver Politiken.

Det var ellers planen, og nedfældet i finanslovsforslaget for 2025, at der skulle spares 27,9 millioner kroner på området, skriver Politiken.

- Vi har nu besluttet, at besparelsen på de statslige integrationsindsatser i 2025 annulleres, udtaler udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) til Politiken.

- Det glæder mig som integrationsminister, da jeg oplever, at indsatserne helt generelt er med til at gøre en positiv forskel for integrationen i Danmark, herunder i forhold til den vigtige indsats mod negativ social kontrol.

Besparelserne var planlagt for at blive omfordelt til et styrket Kriminalforsorgen.

Grunden til, at besparelserne nu kan annulleres, skyldes forhold i Kosovo.

Her har regeringen længe arbejdet for at åbne et fængsel til udvisningsdømte kriminelle, men planerne er blevet forsinket gentagne gange grundet parlamentariske stridigheder i Kosovs parlament.

Derfor bruges der færre penge på Kosovo-projektet, og det kommer integrationsprojekterne til gode.

Det er ikke første gang, at området reddes fra besparelser i sidste øjeblik.

I foråret beskrev Politiken, at regeringen havde sat bevillinger for 64 millioner kroner til integrationsindsatser i bero.

Det førte til opsagte medarbejdere, og projekter om forebyggelse af kriminalitet, afhjælpning af social kontrol og hjælp til etniske minoriteters adgang på arbejdsmarkedet blev sat på pause.

Det endte med, at regeringen aflyste de besparelser - blot for at planlægge nogle nye, der nu også er aflyst, beskriver avisen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere