Andre nyheder

man, 18 sep 2023

af Redaktør

Medie: Vurderinger rammer skævt på hver tredje ud af 82.603 ejendomme

Det skriver DR på baggrund af data fra ejendomsdatafirmaet Resights.

DR har sammenlignet ejendommenes salgspris med den foreløbige vurdering fra Vurderingsstyrelsen.

21 procent af ejendommene blev solgt for en pris, der ligger mere end 20 procent over vurderingen.

14 procent blev solgt for mere end 20 procent under vurderingen, skriver DR.

Vurderingsstyrelsen arbejder med et såkaldt forsigtighedsprincip, hvilket betyder, at boligejere kun bliver beskattet af det beløb, der ligger 20 procent under vurderingen.

Jan Pries-Heje, der er professor i informatik ved Roskilde Universitet, siger til mediet, at han er overrasket over, at kvaliteten er så ringe.

- Man har brugt fire milliarder kroner på et nyt system. Det er en totalt elendig investering, så man må så sandelig håbe, at de får forbedret kvaliteten ganske hurtigt, siger han til DR.

Ifølge DR's gennemgang er det særligt uden for de store byer, at vurderingerne ikke rammer rigtigt.

De foreløbige 2022-vurderinger blev sendt ud mandag den 11. september. De afgør, hvad boligejerne fremover skal betale i skat.

Som udgangspunkt kan man hverken klage over eller rette i de foreløbige vurderinger. Først når den endelige 2022-vurdering ifølge planen lander engang i 2025, kan man rette fejl og klage.

Fredag sagde skatteminister Jeppe Bruus (S) dog til DR og TV 2, at 68.000 ejendomsvurderinger skal gennemgås for fejl.

Det er de vurderinger, hvor værdien for grunden er vurderet højere end den samlede værdi for ejendommen.

For fire ud af fem boligejere vil det nye skattesystem medføre en skattelettelse. Den resterende femtedel får en skatterabat, så de ikke kommer til at betale mere i 2024, end de gør i dag.

Vurderingsstyrelsen skriver til DR, at opgørelsesmetoden ikke er den samme, som styrelsen bruger. Derfor kan styrelsen ikke genkende tallene.

/ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere
Konservative : Danmark skal have en sproglov Forsker : Det vil ingen effekt have på det sprog vi snakker til dag Læs mere