Minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin (V) vil droppe del af et lovforslag, der skulle fjerne folkekirkens indsigelsesret, når der eksempelvis opstilles vindmøller og solcelleparker.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
I dag kan folkekirken gennem stiftsøvrigheden gøre indsigelse mod et lokalplanforslag, der vil opstille vindmøller eller solceller inden for 1000 meters afstand af en kirke samt vindmøller inden for 2000 meters afstand, hvis vindmøllerne er mindst 250 meter høje.
Den ret, der også er blevet omtalt som en vetoret, stod til at skulle fjernes helt. Det fremgår af et udkast til en ændring af planloven, som blev sendt i høring i oktober.
Men den del af lovforslaget forventes nu at blive fjernet.
- Vi har lyttet til høringssvarene og til partiernes ønsker også. Derfor forventer vi at ændre den del af lovforslaget, der omhandler stiftsøvrighedens indsigelsesret over for kommunernes lokalplanforslag, så indsigelsesretten ikke forringes i forhold til i dag, siger Morten Dahlin til Kristeligt Dagblad.
Kirkernes indsigelsesret blev senest ændret 1. januar, hvor afstandsbegrænsningerne blev tilføjet planloven. Det stod daværende kirkeminister Louise Schack Elholm (V) bag.
Det har dog ikke været nok for eksempelvis Kommunernes Landsforening (KL), der er fortaler for helt at afskaffe indsigelsesretten. Den forsinker den grønne omstilling, lyder det.
Modsat har Dansk Folkeparti gennem årene været på indsigelsesrettens side og har også været det denne gang.
Formand Morten Messerschmidt mener, at det er vigtigt, at kirker "kan sige fra", hvis et byråd vil "skæmme landskabet omkring nogle af vores smukke landsbykirker".
Også Danmarksdemokraterne har kæmpet imod.
- Vi har jo allerede set talrige eksempler på, at lokalsamfund bliver tromlet i den grønne omstillings tegn, og det her havde været endnu et skridt i den forkerte retning, siger politisk ordfører Susie Jessen i en skriftlig kommentar.
Ifølge avisen er det langt fra første gang, at en regering havde planer om at fjerne indsigelsesretten helt. Det samme var ønsket i både 2016 og 2022, men det var ligeledes uden held.
Information skrev i 2022, at stifter mindst ti gange siden 2017 havde gjort brug af indsigelsesretten. I nogle af sagerne blev projekterne aflyst, mens antallet af vindmøller blev forhandlet ned i andre, hvorefter indsigelserne blev trukket tilbage.
Det er gennem stiftsøvrigheden, at kirker kan benytte sin indsigelsesret. Stiftsøvrigheden er den øverste myndighed i et stift og består af biskoppen og statens repræsentant.
Kilde: /ritzau/