Andre nyheder

ons, 08 jan 2025

Nykredit ejer nu knap 29 procent af Spar Nord

Spar Nord Bank har et bredt netværk af filialer, som supplerer Nykredit Banks eksisterende netværk. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Spar Nord Bank har et bredt netværk af filialer, som supplerer Nykredit Banks eksisterende netværk. (Arkivfoto).

Nykredit-koncernen meddelte 10. december, at man var interesseret i at lægge Spar Nord og Nykredit Bank sammen.

Siden da har Nykredit købt op i Spar Nord-aktier og sidder nu på 28,7 procent af aktierne. Det er godt 9 procent mere, end Nykredit ejede på tidspunktet, da man gjorde opkøbsplanerne offentligt kendt.

Det fremgår af en opdatering på fusionsprocessen, som er offentliggjort onsdag.

Her fortæller Nykredit også, at købstilbuddet på Spar Nord er godkendt af Finanstilsynet.

Det betyder, at Spar Nord-aktionærerne tilbydes 210 kroner per aktie, hvilket svarer til en præmie på omkring 49 procent, når man sammenligner med den kurs, som aktierne blev handlet i, inden fusionsplanerne blev offentlige.

Siden da er aktierne dog handlet væsentligt op i pris som følge af Nykredits interesse og blev tirsdag ved børsluk handlet i kurs 205.

Købstilbuddet er dog betinget af, at man opnår ejerskab på mindst 67 procent af aktierne i selskabet.

Opnår man opbakning fra 90 procent af aktierne, kan Spar Nord afnoteres fra fondsbørsen.

Regner man Spar Nord Fondens aktier og bankens direktion og bestyrelse med, har Nykredit nu tilslutning fra 49,3 procent af stemmerne i selskabet.

Prisen på 210 kroner betyder, at Spar Nord værdisættes til 24,7 milliarder kroner.

Spar Nord har i dag 60 filialer, som hovedsageligt er placeret i Nordjylland og på Sjælland. Banken har hovedsæde i Aalborg.

Spar Nord hed oprindeligt Aalborg Bye og Omegns Sparekasse og kunne fejre 200 års jubilæum sidste år.

Nykredit Bank har 43 centre fordelt i hele landet. I Nordjylland er man dog kun til stede i Aalborg, Thisted og Frederikshavn.

Nykredit-koncernen samarbejder allerede med Spar Nord, idet den nordjyske bank formidler realkreditlån fra det Nykredit-ejede Totalkredit-selskab.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere