Andre nyheder

tir, 13 aug 2024

Pandora har næsten fordoblet salget af laboratoriediamanter

Pandoras topchef, Alexander Lacik, forudser, at fremtidens marked for diamanter vil gå væk fra dem, som udvindes i miner og over mod de laboratoriefremstillede af slagsen. (Arkivfoto).
Emilie Lærke/Ritzau Scanpix Pandoras topchef, Alexander Lacik, forudser, at fremtidens marked for diamanter vil gå væk fra dem, som udvindes i miner og over mod de laboratoriefremstillede af slagsen. (Arkivfoto).

Sidste år meldte den danske smykkegigant Pandora forsigtigt ud, at selskabet håber at runde et årligt salg af laboratoriefremstillede diamanter på én milliard kroner i 2026.

Selskabet er fortsat et stykke fra den målsætning, men ifølge topchef Alexander Lacik har man umiddelbart kurs mod at indfri den.

Det siger han tirsdag eftermiddag, efter at Pandora sent mandag præsenterede sit regnskab for andet kvartal.

- Det skal dog siges, at vi lige er kommet ind på dette marked, så man kan godt betragte os som nybegyndere på området, siger han.

- Vores forudsigelse er derfor kun baseret på nogle af vores tidligere erfaringer, siger han.

I løbet af de tre måneder blev salget af de laboratoriefremstillede diamanter næsten fordoblet.

I andet kvartal solgte Pandora laboratoriediamanter for i alt 61 millioner kroner mod 32 millioner i samme kvartal sidste år.

Salget udgør dog kun cirka én procent af selskabets samlede omsætning i den periode.

I dag sælger Pandora kun sine laboratoriefremstillede diamanter på en håndfuld markeder, der blandt andet tæller Storbritannien, USA, Canada og senest Danmark.

Alexander Lacik havde egentlig håbet, at det var blevet til lidt flere på nuværende tidspunkt.

Men han mener, at man må tage de langsigtede briller på for at kigge på potentialet.

- Data viser, at det globale smykkemarked er på omkring 250 milliarder dollar årligt, og cirka 30 procent af det er diamanter, siger han.

- Og jeg tror på, at markedet for diamanter på den lange bane vil gå væk fra diamanter fra miner og over mod laboratoriefremstillede.

Et andet perspektiv i produktionen og salget af disse diamanter er det nemlig det klimamæssige aftryk.

Diamanter fremstillet i et laboratorie udmærker sig nemlig ved at have en CO2-påvirkning, der er 95 procent lavere end diamanter, der kommer fra en mine, fremhæver topchefen.

Selv om de menneskeskabte diamanter lige nu kun udgør en lille del af Pandoras samlede salg, bidrog de alligevel til omsætningsvæksten.

I alt omsatte det danske selskab for knap 6,8 milliarder kroner i andet kvartal, hvilket var otte procent mere end i samme periode sidste år.

Det medvirkede til, at Pandora for anden gang i år har opjusteret sine forventninger til året som helhed.

Nu regner selskabet med en organisk vækst på mellem 9 og 12 procent. Før hed intervallet 8 til 10 procent.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud, hvor man blandt andet fraregner opkøb af virksomheder.

På den måde kan man få et mere retvisende billede af, hvordan en virksomhed reelt udvikler sig.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Mindre danske virksomheder kan blive ramt hårdt af Trump-told Små og mellemstore virksomheder eksporterer for 12 milliarder til USA årligt, ... Læs mere
Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA Det er ikke den rigtige Múte B. Egede, der beordrer USA til at droppe Grønland... Læs mere
Erhvervsordførere indkaldt til orientering om geopolitisk situation Orienteringen kommer, dagen efter at regeringen holdt møde med topchefer fra de... Læs mere
Støjberg i Israel er skeptisk over holdbarhed i våbenhvile og to stater Trods våbenhvile kan fred og tostatsløsning vise sig for svært, siger Inger S... Læs mere
Højere dosis af Novo-middel giver højere vægttab i nyt studie Novo Nordisk har tredoblet dosen af det aktive stof semaglutid i nyt studie, der... Læs mere