Da der torsdag blev holdt forhandlingsmøde om ældrereformen, var det uden Enhedslisten og Dansk Folkeparti ved bordet.
Det skyldes ikke, at de to partier ikke vil være med til at forhandle. Men ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, og Dansk Folkepartis ældreordfører, Pia Kjærsgaard, er de ikke blevet inviteret.
Det ser bevidst ud, mener Pelle Dragsted, mens Pia Kjærsgaard betegner forløbet som "absurd".
Pelle Dragsted ser ellers flere positive takter i regeringens udspil på området, som Enhedslisten kan se sig selv i. Så partiet vil gerne drøfte mulighederne, siger han.
- Vi har været ovre til en-til-en-møde og har efterfølgende sagt, at vi glædede os til at indgå i forhandlingerne. Vi synes, det er ærgerligt (ikke at være blevet inviteret, red.), og det er betegnende, at to partier, der historisk har prioriteret ældreområdet højt - DF og Enhedslisten - er dem, der er lukket ude.
Pia Kjærsgaard fortæller, at hun ikke har været til første møde med ministeren, da hun ikke kunne komme. Efterfølgende har Kjærsgaard forsøgt at få arrangeret et nyt møde, fortæller hun.
Men hun har altså ikke fået invitation til forhandlingerne torsdag.
- Jeg vil have lov at sige, at det er stjernedumt at lukke Dansk Folkeparti ude. Det er det dummeste, jeg endnu har oplevet. Vi har en stærk profil på ældreområdet, og det er helt åndssvagt, siger Pia Kjærsgaard.
Dansk Folkeparti er kritisk over for det udspil, regeringen har lagt frem til en ny ældrereform. Men Pia Kjærsgaard har ikke på forhånd afvist at være med i en aftale.
- Man havde jo nok regnet med at komme ind i et større forløb. Og så kunne det da være, at man ikke kunne være med. Men vi fik end ikke muligheden. Det er det, der er så absurd.
Pelle Dragsted tilføjer, at situationen formentlig er en konsekvens af at have en flertalsregering.
- De kan jo i virkeligheden mase det igennem, som de har fremlagt. Men det er måske ikke det mest demokratiske.
Ritzau har spurgt ældreminister Mette Kierkgaard (M), om hun har givet Enhedslisten og Dansk Folkeparti besked på, at de ikke længere er med i forhandlingerne, og hvorfor hun har valgt at gå videre med andre partier.
Til det svarer ældreministeren i en skriftlig kommentar:
- Regeringen har fremlagt et ambitiøst udspil, der gør op med de seneste 20 års styring af ældreplejen. Det har på baggrund af partiernes interesse og tilkendegivelser i forhandlingernes første fase været tydeligt for mig, hvilke partier der er interesserede i at indgå i reelle forhandlinger.
- De partier, der har lænet sig konstruktivt ind i dialogen og deler retningen og kerneværdierne i regeringens udspil, er naturligvis dem, jeg fortsætter de gode og konstruktive drøftelser med.
Ritzau forsøger at få svar fra ministeren om, hvorfor Enhedslisten ikke har modtaget invitation, når de melder sig klar til at forhandle, samt om dørene til forhandlingslokalet kan åbnes for Dansk Folkeparti og Enhedslisten igen.
Kilde: /ritzau/