Andre nyheder

tor, 23 jan 2025

Sekretariat skal have ekstra halv milliard til komplekse minksager

Tomme minkbure er her fotograferet på en minkfarm i december 2020. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Tomme minkbure er her fotograferet på en minkfarm i december 2020. (Arkivfoto).

Den samlede regning i forbindelse med erstatninger til minkavlere ser ud til at stige igen.

Tidsforbruget per sag i Minksekretariatet, der behandler erstatningssagerne, har "vist sig værende højere end hidtidigt forventet".

Derfor har transportminister Thomas Danielsen (V) bedt om Folketingets Finansudvalgs samtykke til, at Minksekretariatet får tilført yderligere 530 millioner kroner i 2025.

Det fremgår af et aktstykke, som Thomas Danielsen har sendt til Finansudvalget.

Over halvdelen af beløbet skal gå til personaleomkostninger og lønninger i Minksekretariatet.

Pengene skal blandt andet bruges på at ansætte flere medarbejdere. Det oplyser Thomas Danielsen i et skriftligt citat til Ritzau.

- Det nødvendigt at tilføre ekstra ressourcer til minksekretariatet, da sagsbehandlingen har vist sig langt mere kompleks og ressourcekrævende end ventet.

- Derudover prioriterer vi yderligere ressourcer til flere medarbejdere i Minksekretariatet, så vi kan få afsluttet flere sager hurtigere, siger han.

Aktstykket uddyber, at erstatningssagerne for minkavlerne "et markant højere detaljeringsniveau" end almindelige sager vedrørende ekspropriation.

- Derudover indeholder størstedelen af sagerne mange elementer, som giver sagerne en høj kompleksitet. Mængden af principielle spørgsmål i forbindelse med sagsbehandlingen er også højere end forventet, lyder det.

Det er heller ikke sikkert, at den ekstra halve milliard kroner er nok. Det forventede "tids- og ressourceforbrug" i sekretariatet er "fortsat behæftet med stor usikkerhed".

Mink kom på manges læber under coronakrisen. I november 2020 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at regeringen havde besluttet, at samtlige 15 millioner mink i Danmark skulle aflives. Det var på grund af frygten og risikoen for en muteret coronavirus.

Landets minkavlere, der mistede deres besætninger under coronaepidemien, og følgeerhverv kan ifølge en politisk aftale få erstatning for deres tab.

Ved aftalens indgåelse i januar 2021 var forventningen, at den samlede erstatning ville ende på op mod 18,8 milliarder kroner. I januar 2024 lød skønnet på 29,5 milliarder kroner i stedet.

Den største post er erstatning til minkavlerne, der skønnes at løbe op i over 15 milliarder kroner. Derudover er der også udgifter til eksempelvis nedrivning af minkfarme og sagsbehandling.

I alt har 1229 virksomheder søgt om erstatning.

Det er ikke første gang, at Minksekretariatet skal have tilført yderligere penge for at komme i mål med erstatningssagerne.

Det er sket både ved et aktstykke i 2022 samt på finansloven for 2023 og 2024.

Transportminister Thomas Danielsen har ansvaret for Minksekretariatet, da det hører under Trafikstyrelsen. Den politiske aftale om erstatning ligger dog hos fødevareminister Jacob Jensen (V).

Et aktstykke er en ansøgning fra en minister til en konkret bevilling - der ikke er med på finansloven - til Finansudvalget.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister stoler på amerikansk samarbejde trods Vance-tale USA er ikke på vej ud af Nato, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig understr... Læs mere
Mette F. ser nye toner fra USA: Der er skabt en usikkerhed - Der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid, siger statsmi... Læs mere
Mette F. holder fast: Nato er den billigste vej frem for Ukraine Trods USA-modstand mod Ukraine i Nato, er det den "billigste og nemmeste" vej fr... Læs mere
Mette F. deltager i hasteindkaldt europæisk møde med topledere Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har indkaldt til europæisk topmøde mand... Læs mere