Andre nyheder

fre, 13 dec 2024

Tidligere topdiplomat bliver bestyrelsesformand for DR

Lars Gert Lose bliver fra 2025 ny bestyrelsesformand for DR. (Arkivfoto).
Philip Davali/Ritzau Scanpix Lars Gert Lose bliver fra 2025 ny bestyrelsesformand for DR. (Arkivfoto).

Tidligere departementschef i Udenrigsministeriet og eksambassadør i USA Lars Gert Lose bliver ny bestyrelsesformand for DR. Det skriver Kulturministeriet på sin hjemmeside.

- Med Lars Gert Lose i spidsen får DR en formand, der har stor erfaring med topledelse og strategisk udvikling, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i pressemeddelelsen.

Det er kulturministeren, som har udpeget 54-årige Lars Gert Lose til posten.

Lars Gert Lose er afgående partner hos den grønne kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners. I sidste måned kom det frem, at han fra 1. maj 2025 skal være administrerende direktør for interesseorganisationen Finans Danmark, altså bankernes talerør.

- Det er et stort privilegie at få mulighed for at bidrage til den fortsatte udvikling af DR, siger Lars Gert Lose i en pressemeddelelse fra DR.

Han afløser Marianne Bedsted. Hun har været bestyrelsesformand siden 2018.

- Det har været seks spændende år for mig i DR, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke DR's bestyrelse og direktion for det gode samarbejde. Det glæder mig, at jeg skal give stafetten videre til Lars Gert Lose, siger hun i pressemeddelelsen fra DR.

Bestyrelsen i DR er mediets øverste ledelse. Bestyrelsen består af 11 medlemmer. Tre medlemmer udpeges af kulturministeren, seks af kulturministeren og Folketingets seks største partier i fællesskab. Desuden udpeges der to medlemmer af de fastansatte medarbejdere i DR.

Tidligere i år enedes et bredt politisk flertal om at ændre udpegelsen af medlemmer til bestyrelsen i DR. Den skal sikre, at "DR har en fagligt stærkere og mere uafhængig bestyrelse". Og den stiller skærpede krav til bestyrelsesformanden om blandt andet topledelseserfaring i større organisationer. De nye krav træder dog først i kraft i 2027.

Ifølge kulturministeren er den nye bestyrelses første store opgave nem at få øje på: Nemlig at finde en ny generaldirektør.

Maria Rørbye Rønn, som har været DR's generaldirektør siden 2010, stopper nemlig på posten i løbet af 2025, når den nye bestyrelse har fundet en efterfølger. Hun meddelte sin afgang i oktober.

Der er nogle prominente navne fra dansk politik i den nye bestyrelse. Der er tale om Helge Sander, tidligere minister for Venstre, samt Christine Antorini, der er tidligere minister for Socialdemokratiet og i dag er sygeplejerskestuderende. Hun er indstillet af Socialdemokratiet. Helge Sander er indstillet af Venstre.

Blandt de to bestyrelsesmedlemmer, som de fastansatte i DR har udpeget, er journalist Jens Ringberg, som er DR's politisk analytiker.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister afviser drøftelser om EU-soldater i Grønland At EU's militærkomité-chef taler om europæiske soldater i Grønland må stå ... Læs mere
Minister vil have ordet kvinde skrevet ind i abortlov I ti år har der i abortlovgivning været kønsneutrale formuleringer som "den g... Læs mere
Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere