Tusinder af fanger kan være flygtet fra et fængsel i Haiti efter voldelige sammenstød lørdag aften lokal tid, hvor bevæbnede bander angreb fængslet.
Søndag står mange døre åbent i fængslet, hvor der kun er få fanger tilbage. Der er ingen politifolk at se, skriver nyhedsbureauet Reuters, der har en medarbejder på stedet.
Fængslet, der er bygget til 700 fanger, havde ifølge en opgørelse fra februar sidste år 3687 indsatte.
Ifølge avisen Miami Herald var der flere bandeledere blandt fangerne.
Det er uklart, hvor mange fanger der er flygtet, men ifølge kilder ved fængslet er det langt størstedelen af dem.
En medarbejder i fængslet siger til Reuters, at 99 fanger havde valgt at blive i deres celler af frygt for at blive ramt af en kugle, da bevæbnede bander angreb fængslet.
- Jeg er den eneste, der er tilbage i min celle, siger en fange.
- Vi sov, da vi hørte lyden af skud. Dørene til cellerne er ødelagt.
Regeringen har indtil videre ikke kommenteret den seneste udvikling.
Det lille caribiske land har i den seneste tid været plaget af omfattende uroligheder og bandevold.
Den haitianske bandeleder Jimmy Cherizier har truet med at ville afsætte landets premierminister, Ariel Henry.
Cherizier, der er tidligere politimand og nu underlagt sanktioner af USA og FN, har opfordret Haitis bander til at slå sig sammen mod præsidenten.
Henry har i ugens løb været på besøg i Kenya for at underskrive en aftale, der betyder, at Haiti modtager 1000 politibetjente fra det afrikanske land.
Betjentene skal hjælpe med at dæmme op for urolighederne, som under Henrys besøg i Kenya er taget til.
Torsdag blev fire politibetjente ifølge landets politiforbund dræbt i kampe mod bandemedlemmer. Flere andre er blevet såret i de seneste dages uroligheder.
Haiti anmodede allerede i 2022 det internationale samfund om hjælp til at bekæmpe banderne, der kontrollerer det meste af Port-au-Prince.
Bahamas har tilbudt at sende 150 betjente til Haiti, mens Jamaica samt Antigua og Barbuda også har sagt, at de er villige til at give en hånd med.
Tidligere på ugen tilbød det vestafrikanske lande Benin at sende 2000 soldater til Haiti.
Henry har været premierminister i Haiti siden drabet på hans forgænger, Jovenel Moïse, i 2021.
Tidligere lovede Henry, at han ville træde tilbage i februar. Men han har skiftet mening og sagt, at han ikke vil stoppe på posten, før orden er genoprettet i landet.
Kilde: /ritzau/Reuters