Andre nyheder

tor, 05 sep 2024

Volvo dropper målsætning om kun at sælge elbiler i 2030

Volvo bakker på sin målsætning om kun at sælge elbiler i 2030. (Arkivfoto).
Yves Herman/Reuters Volvo bakker på sin målsætning om kun at sælge elbiler i 2030. (Arkivfoto).

Den kinesiskejede bilproducent Volvo har været ganske flittig til at flage med selskabets målsætning om kun at ville sælge elbiler fra 2030. Men det ser altså ikke helt ud til at holde.

Onsdag meddeler Volvo, at man skruer lidt på sine forventninger til fremtiden og giver på den måde plads til, at salget også delvist kan komme til at bestå af plug-in hybridbiler til den tid.

Beslutningen skyldes, at markedet for elbiler har ændret sig, og at kundernes krav har gjort det samme, fremgår det af meddelelsen, uden at det konkretiseres yderligere.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at farten på markedet for elbiler har aftaget en smule, fordi der mangler elbiler til en overkommelig pris.

Derudover er det ikke gået hurtigt nok med at få ladeinfrastrukturen på plads, ligesom myndighederne i flere lande har trukket tiltag tilbage. Det nævner Volvo i sin meddelelse.

Derfor kommer selskabet også med et opråb til politikere, som fremadrettet bør være mere engageret i forhold til at understøtte elektrificeringen af bilmarkedet.

Selv om Volvo ikke helt ser ud til at nå i mål med sine grønne ambitioner, fastholder selskabet, at det på længere sigt regner med at få dem indfriet.

- Overgangen til elektrificering vil ikke være lineær, og kunder og markeder bevæger sig med forskellige hastigheder i forhold til tilpasning, siger Volvo-topchef Jim Rowan i pressemeddelelsen.

- Vi er pragmatiske og fleksible, fastholder han.

Selskabet har ifølge Reuters også haft et delmål om, at mindst 50 procent af salget skulle bestå af fuldt elektriske biler i 2025.

Nu lyder det, at elbiler og hybridbiler tilsammen kommer til at udgøre mellem 50 og 60 procent af salget inden for den periode.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere