EU

tir, 11 jun 2024

Bergur Løkke Rasmussen mener at Moderaterne begik fejl i EU-valgkamp

Lars Løkke Rasmussen og Bergur Løkke Rasmussen kommer nok til at se mere til hinanden på dansk grund fremover, i og med at sidstnævnte ikke skal fortsætte i EU-Parlamentet. Her ses far og søn kramme søndag til Moderaternes valgfest.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Lars Løkke Rasmussen og Bergur Løkke Rasmussen kommer nok til at se mere til hinanden på dansk grund fremover, i og med at sidstnævnte ikke skal fortsætte i EU-Parlamentet. Her ses far og søn kramme søndag til Moderaternes valgfest.

Moderaternes Bergur Løkke Rasmussen blev ikke valgt ind i EU-Parlamentet, og han siger til Jyllands-Posten, at partiet "har begået nogle fodfejl" undervejs.

Det siger han i et interview med Jyllands-Posten.

Moderaterne gik efter to mandater, men fik kun et mandat, og det gik til spidskandidaten Stine Bosse.

Bergur Løkke Rasmussen, der er søn af partiformand Lars Løkke Rasmussen, var nummer to på Moderaternes kandidatliste.

Siden 2022 har han siddet i EU-Parlamentet. I første omgang som erstatning for Søren Gade (V), der skulle tilbage i Folketinget, og efterfølgende skiftede Bergur Løkke Rasmussens til sin fars parti.

Hvilke fodfejl, Bergur Løkke Rasmussen henviser til, uddyber han ikke.

- Et par enkelte gange har vi sået tvivl om, hvad vores politik er, og det er ikke fordrende midt i en valgkamp, siger Bergur Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

Han vil ikke sige direkte, om det blandt andet drejer sig om en kovending fra spidskandidaten Stine Bosse.

I løbet af valgkampen måtte hun trække en melding tilbage, efter at hun til Altinget og Jyllands-Posten havde udtalt, at Danmark skulle til at tage op til 7000 flygtninge om året. Det gav en masse støj, og Bosse kaldte det for "en stor misforståelse".

- Man kan vist roligt sige, at det er en stor misforståelse. Jeg skal selvfølgelig tage min del af kommunikationsansvaret på mig, sagde Bosse blandt andet.

Hun udtalte det ellers ganske klart, da hun blev citeret for at sige, at det ville "gavne danskerne", hvis Danmark gennem en fælles EU-omfordeling modtog op mod 7000 flygtninge om året.

I september sidste år meddelte Lars Løkke Rasmussen, at Bosse og Bergur Løkke Rasmussen skulle sikre Moderaterne succes ved valget.

- Bosse og Bergur. Bare bedst. Det er de to, som vi gerne vil have valgt til Europa-Parlamentet. Som et minimum, sagde Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen var Bosse det bedste bud på en spidskandidat for partiet. Og desuden ville partistifteren gerne undgå en eventuel debat om nepotisme, hvis nu sønnen var blevet spidskandidat.

Jyllands-Posten har spurgt Bergur Løkke Rasmussen, om det var en fejl, at han ikke var spidskandidat. Til det svarer han, at det ikke er ham, der træffer de beslutninger.

Bergur Løkke Rasmussen fik 17.050 personlige stemmer og er dermed førstesuppleant. Bosse fik 86.888 personlige stemmer.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere