EU

tir, 17 sep 2024

Margrethe Vestager bliver ny bestyrelsesformand for DTU

Margrethe Vestager, som i dag er konkurrencekommissær i EU-Kommissionen, skal fra årsskiftet være bestyrelsesformand for DTU. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Margrethe Vestager, som i dag er konkurrencekommissær i EU-Kommissionen, skal fra årsskiftet være bestyrelsesformand for DTU. (Arkivfoto).

Ved årsskiftet bliver den nuværende danske EU-kommissær Margrethe Vestager (R) bestyrelsesformand for Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Det skriver DTU i en pressemeddelelse.

- Hun passer virkelig godt som bestyrelsesformand for et teknisk universitet med en ambitiøs strategi, hvor pejlemærker som digitalisering, Europas bedste ingeniøruddannelse og bæredygtighed er i højsædet, siger Helle Vang Andersen, som har stået i spidsen for udpegningskomitéen, i pressemeddelelsen.

Vestager overtager fra den svenske professor Karin Markides.

Margrethe Vestager selv kalder det i pressemeddelelsen for et privilegie at få lov til at stå i spidsen for bestyrelsen.

Hun mener, at universitetet kommer til at spille en vigtig rolle i fremtiden.

- Der er brug for ny teknologi i forhold til de udfordringer, vi står over for på kloden: Klimaforandringer, biodiversitet, levevilkår og vores sikkerhed. Men der er også brug for, at vi bruger teknologien på en ordentlig måde, der tjener menneskeheden bedst. Jeg mener, det er alt det, DTU står for, udtaler hun.

Vestager har været konkurrencekommissær i EU-Kommissionen siden 2014. Inden da var hun politisk leder i Radikale Venstre, og hun har også flere ministerposter bag sig.

Hun var økonomi- og indenrigsminister fra 2011 til 2014, og fra 1998 til 2001 var hun undervisningsminister.

DTU skriver, at Margrethe Vestager er blevet vurderet af to komiteer, som var enige om, at hun skulle være ny bestyrelsesformand.

Hendes udpegning er også blevet godkendt af uddannelses- og forskningsministeren, lyder det i pressemeddelelsen.

Efter EU-parlamentsvalget i juni har Danmark udpeget en ny kandidat til at være den danske kommissær.

Regeringen peger på den tidligere socialdemokratiske minister Dan Jørgensen som ny kommissær. Hvis han godkendes af EU-Parlamentet står han til at blive energi- og boligkommissær.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere