Moderaterne er på vippen til at blive valgt ind i EU-Parlamentet.
Det viser valgstedsmålinger fra DR og TV 2.
Ifølge DR står partiet til at få et enkelt mandat, mens målingen fra TV 2 viser, at partiet ikke kommer i EU-Parlamentet.
Det er første gang, at Moderaterne stiller op til et EU-valg.
Partiet er dog allerede repræsenteret i EU-Parlamentet.
Det skyldes, at Bergur Løkke Rasmussen, som stillede op for Venstre i 2019, skiftede til Moderaterne i 2023.
I valgstedsmålingen fra DR har regeringspartiet fået 6,2 procent af stemmerne. Hos TV 2 lyder tallet på 5,5 procent.
I samme målinger står Radikale til henholdsvis at få 6,9 procent og 5,6 procent af stemmerne.
Det ser altså ud til at være enten Moderaterne eller Radikale, som begge er meget positive over for EU, der vinder et sæde i EU-Parlamentet.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) mener, at det er tæt.
Det siger han til Moderaternes valgfest søndag aften.
- Jeg synes, vi har ført en flot kampagne.
- Jeg vil tillade mig at bevare håbet for, at det kan lykkes. Vi er et to år og fire dage gammelt parti, og det er en kraftpræstation at føre en national kampagne til EU-Parlamentet, siger han.
Mens det moderate mandat er på vippen, ser det endnu vanskeligere ud for Alternativet at blive valgt ind.
Partiet står til ikke at få et mandat i hverken valgstedsmålingen fra DR eller TV 2.
Ifølge DR står partiet til at få 3,3 procent af stemmerne. Tallet lyder på 2,4 procent hos TV 2.
Det er dog ikke noget, partiets spidskandidat, Jan Kristoffersen, ser ud til at tage særligt tungt.
- Jeg tænker ikke noget. Jeg interesserer mig for resultatet, det er det eneste. Jeg interesserer mig heller ikke for meningsmålinger, siger han søndag aften.
Danmark vil efter valget være repræsenteret med 15 mandater i EU-Parlamentet. Ved det seneste valg i 2019 skulle der vælges 14 danske parlamentarikere.
Valgstedsmålingerne fra TV 2 og DR er lavet på baggrund af interview ved valgsteder med vælgere, der oplyser, hvad de har stemt.
Der er altså ikke tale om et officielt resultat. Valgresultaterne kan først offentliggøres efter klokken 23.00. Der lukker valgstederne i Italien som de sidste i Europa.
Kilde: /ritzau/