Riksdagen i Sverige har onsdag stemt ja til at give politiet mulighed for at indføre visitationszoner.
Dermed vil politiet fra 25. april kunne visitere personer på offentlige områder, der er udpeget som visitationszoner, uden at der er mistanke om en forbrydelse.
Loven skal modvirke bandekriminalitet.
Den svenske regering er inspireret af Danmark, hvor politiet har haft mulighed for at indføre lignende former for visitationszoner i to årtier.
Justitsminister Gunnar Strömmer fra Moderaterna siger, at det handler om at "bryde voldsspiraler og stoppe hævnaktioner".
- Det er også vigtigt, at vi tør prøve nye værktøjer for at bryde en meget alvorlig udvikling, når det handler om skyderier, siger han til nyhedsbureauet TT.
151 stemte for forslaget, og 148 stemte imod.
Socialdemokraterna, Vänsterpartiet, Centerpartiet og Miljöpartiet var imod.
- Der er stor risiko for, at forslaget fører til raceprofilering. Med de regler, der er i dag, fortæller unge med udenlandsk baggrund om, at de bliver visiteret gang på gang, uden at politiet finder noget, sagde Socialdemokraterna-politikeren Mattias Vepsä i debatten inden afstemningen.
Oppositionen mener, at den nuværende lov allerede giver politiet nok muligheder for at visitere personer for at forebygge kriminalitet.
Beslutninger om en visitationszone - eller en sikkerhedszone, som den svenske regering kalder den - gælder højst to uger ad gangen. Det skal offentliggøres på politimyndighedernes hjemmeside.
Inden for en sikkerhedszone har politiet særlige beføjelser til at søge efter våben og andre farlige genstande.
Det kan ske ved at kropsvisitere folk eller søge gennem køretøjer. Alle indgreb skal dokumenteres i protokoller.
Tiltaget er en del af de svenske myndigheders forsøg på at bekæmpe bandekriminalitet, som plager landet.
Der bliver jævnligt begået skuddrab i Sverige, som er det land i Europa, hvor der begås flest drab med skydevåben i forhold til indbyggertallet.
Det fremgår blandt andet af en analyse fra Rockwool Fonden fra 2023.
Ifølge Rockwool Fonden er antallet af årlige skuddrab i Sverige steget markant gennem det seneste årti - fra 10 i 2010 til over 60 i 2022.
Til sammenligning blev 11 personer dræbt af skud i Danmark i 2022.
Kilde: /ritzau/TT