Selv om Venstre-kandidaten Alexandra Sasha valgte at trække sit kandidatur mindre end to uger før valgdagen, kunne vælgerne stadig sætte kryds ved hendes navn søndag.
Og det har 1497 personer valgt at gøre.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, efter at alle personlige stemmer er optalt.
Alexandra Sasha trak sit kandidatur efter mediehistorier om russiske forbindelser.
- I ugevis har jeg været udsat for en smædekampagne fyldt med falske udsagn og ubehagelige fortolkninger, der har været både fysisk og psykisk hårdt, og jeg må nu erkende, at jeg ikke kan mere, skrev hun på Facebook 30. maj.
Blandt andet har B.T. skrevet, at Alexandra Sasha har været bestyrelsesmedlem i European Russian Forums ungdomsorganisation.
Ifølge Flemming Splidsboel, som er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), har European Russian Forum karakter af at være et prorussisk og Putin-venligt "påvirkningsforum". Det sagde han til B.T.
Også Alternativets kandidat Irina Bjørnø trak sit kandidatur inden valget. Hun fik 183 stemmer søndag.
Irina Bjørnø trak sig lige som Sasha efter mediehistorier om russiske forbindelser.
Ifølge Ekstra Bladet er Irina Bjørnø formand for en forening, der ifølge mediet modtager støtte fra en russisk statskontrolleret organisation, som er på EU's sanktionsliste.
Foreningen har ifølge Alternativet været inaktiv, siden Ruslands invasion af Ukraine begyndte i februar 2022.
Kilde: /ritzau/