Finans

fre, 28 jun 2024

Danske aktier har været guld værd for PFA

Tine Choi Danielsen er chefstrateg hos PFA Pension.
Pressefoto/Free Tine Choi Danielsen er chefstrateg hos PFA Pension.

Kunder hos PFA Pension kan glæde sig over, at pensionsselskabet i år ser ud til at have haft en heldig og dygtig hånd, når det handler om at vælge de danske aktier, der skulle satses på.

Selv om det danske C25-aktieindeks er steget med 10 procent i år indtil nu, er PFA Pensions danske aktieporteføljes værdi vokset med hele 27 procent.

Det er selskabets højeste halvårsafkast på danske aktier i 14 år.

- Vi kan se, at vi har ramt de rigtige danske aktier, når vi sammenligner vores afkast med stigningen i C25, så det er meget positivt for vores kunder.

- Generelt er mange danske virksomheder i god form, de skaber produkter med stor efterspørgsel og bidrager til vækst og beskæftigelse i Danmark, siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i PFA Pension.

Blandt de danske aktier, der har bidraget mest til afkastet, finder man Novo Nordisk, Danske Bank, Zealand Pharma og Netcompany.

Samtidig har PFA Pension haft overvægt i danske aktier. Det betyder, at der har været flere danske aktier i porteføljen, end Danmarks størrelse berettiger til.

- Mange danske selskaber er jo store, globale selskaber, der ikke er afhængige af, hvad der foregår i Danmark. Det gælder for eksempel Novo Nordisk, men også de andre medicinalselskaber, siger Tine Choi Danielsen, der også har haft fidus til danske it- og finansaktier.

Mens det danske C25-indeks er steget med 9,9 procent i år, har den tilsvarende stigning i det europæiske Stoxx 600-indeks kun været 8,3 procent.

Hverken i Danmark eller Europa kan man dog matche det amerikanske S&P 500-indeks, som ligger 14,7 procent højere end det gjorde ved årsskiftet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere