Mærsk-aktien er mandag steget omkring otte procent.
Det er sket, i kølvandet på at spotraterne på containerfragt fra Shanghai er gået kraftigt op.
Fredag var prisen på transport fra Shanghai til en række destinationer verden over steget med 18,8 procent i løbet af ugen. Indekset er dermed på det højeste niveau siden september 2022, skriver MarketWire.
Fondsbørsen i København var lukket torsdag og fredag grundet Kristi himmelfartsdag.
Prisindekset Shanghai Containerized Freight Index viser aktuelle priser for containertransport fra verdens største containerhavn i Shanghai.
Indekset er ifølge MarketWire steget 131 procent i løbet af det seneste år. Det skyldes primært angreb på containerskibe i Det Røde Hav, som har fået en række rederier til at omlægge deres ruter, så de nu sejler syd om Afrika.
Men trods kraftige stigninger de seneste måneder er der fortsat langt op til indeksets topniveau i januar 2022. Her var fragtpriserne påvirket af, at coronapandemien havde medført flaskehalse på ruter i hele verden.
Fredag lå indekset på 2305,79 point, mens det i januar 2022 lå på 5109,60 point.
Også kabelproducenten NKT ligger med i toppen af C25-indekset mandag. Selskabet har endte med at stige 6,5 procent på fondsbørsen.
Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, var der tale om en såkaldt cyklisk top.
Cykliske aktier er typisk mere følsomme over for svingninger i økonomien.
- Generelt er der tale om en cyklisk top, altså at de cykliske aktier stiger, mens de aktier, som ligger i bund, bliver brugt som finansiering, skriver Per Hansen i en kommentar.
Mandag formiddag ligger energiselskabet Ørsted og medicinalproducenten Zealand Pharma i bunden af C25.
C25 er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen.
Kilde: /ritzau/