Finans

fre, 10 maj 2024

Novo Nordisk stod for en femtedel af jobvæksten i 2023

Den danske medicinalgigant Novo Nordisk stod alene for omkring 20 procent af jobvæksten i 2023, skriver Dansk Erhverv i en ny analyse. (Arkivfoto).
Tom Little/Reuters Den danske medicinalgigant Novo Nordisk stod alene for omkring 20 procent af jobvæksten i 2023, skriver Dansk Erhverv i en ny analyse. (Arkivfoto).

Størstedelen af jobvæksten i Danmark i 2023 skete i storbykommuner eller i kommuner, hvor Novo Nordisk har aktiviteter.

Det viser en ny analyse, som Dansk Erhverv har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Her fremgår det, at 81 procent af fremgangen i beskæftigelsen i 2023 er centreret i ti kommuner, hvoraf Novo Nordisk er til stede i flere af dem.

Den danske medicinalgigant stod alene for omkring 20 procent af jobvæksten, skriver Dansk Erhverv i analysen.

- Det er ret specielt det, vi ser i øjeblikket, hvor ganske få områder og virksomheder driver hovedparten af jobvæksten, siger Tore Stramer, som er cheføkonomi i Dansk Erhverv.

Han forklarer, at det er et udtryk for, at det generelle tempo i dansk økonomi er faldet, samtidig med at enkelte virksomheder har haft fart på væksten.

- Det betyder, at det ikke er alle danskere, som oplever på egen krop, at beskæftigelsen stiger. Vi kan ikke tale om et bredt jobopsving, på trods af at beskæftigelsen har overrasket meget stort over det seneste år, siger Tore Stramer.

Ifølge analysen fra Dansk Erhverv er beskæftigelsen i Gladsaxe Kommune, hvor Novo Nordisk har sit hovedkontor, steget med 3900 personer i 2023. Det svarer til en fremgang på 8,2 procent.

I Kalundborg Kommune, hvor Novo Nordisk har en række produktionsfaciliteter, er beskæftigelsen steget med 1000 personer, hvilket svarer til en vækst på fem procent.

Beskæftigelsen steg samlet set med 31.000 personer i 2023.

Det kom som en overraskelse, da De Økonomiske Råd ellers havde spået et fald i beskæftigelsen på 61.000 personer.

De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd og har til opgave at følge landets økonomiske udvikling. Desuden leverer rådet uafhængige analyser af dansk økonomi.

Tore Stramer forventer, at jobopsvinget vil sprede sig på tværs af landet, men at det ikke vil være "brølende".

- Vi har heldigvis en forventning om, at privatforbruget og aktiviteten på vores eksportmarkeder begynder at tiltage hen mod årsskiftet ind i 2025. Det vil forhåbentlig betyde, at jobvæksten, vi ser omkring de store byer, vil begynde at sprede sig ud i landet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere