Finans

ons, 07 aug 2024

Ørsted tager droner i brug til at fragte last på op til 100 kilo

Ørsted har taget droner i brug til at fragte tung last til selskabets vindmøller. Dronerne vejer 70 kilo og har et vingefang på 2,6 meter. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Ørsted har taget droner i brug til at fragte tung last til selskabets vindmøller. Dronerne vejer 70 kilo og har et vingefang på 2,6 meter. (Arkivfoto).

Ørsted har taget droner i brug til at fragte last på op til 100 kilo ud til en række af energiselskabets vindmøller.

Det skriver Ørsted i en pressemeddelelse.

I det konkrete projekt har Ørsted besluttet at opdatere evakuerings- og sikkerhedsudstyr på alle 94 vindmøllerne i vindmølleparkerne Borssele 1 & 2 i Holland.

Normalt sejler et fartøj fra vindmølle til vindmølle og løfter med en kran kassen med det udstyr, der skal fragtes, op på et overgangsstykke på vindmøllen.

Herefter bliver kassen transporteret videre til møllens nacelle - som sidder bag vingerne og kan betragtes som selve huset bag på vindmøllen.

Det er en længere proces, der kan tage omkring seks timer. Ved brug af dronerne til tung last kan den proces blive markant fremskyndet.

Ørsted skriver, at det tager cirka fire minutter per vindmølle for dronen at flyve fra skibet og op på toppen af vindmøllen.

Hvis man medregner den tid, det tager for skibet at sejle ud til havvindmølleparken, mellem møllerne og tilbage til land, så har Ørsted kunnet gennemføre opgaver på Borssele ti til femten gange hurtigere end normalt.

Desuden mindskes behovet for adskillige sejlture i forbindelse med at fragte last ud til vindmøllerne.

- De (dronerne, red.) forbedrer sikkerheden, mindsker CO2-udledninger og reducerer omkostningerne ved at drive en havvindmøllepark, lyder det fra Rasmus Errboe, der er viceadministrerende direktør i selskabet, i pressemeddelelsen.

Dronerne vejer 70 kilo og har et vingefang på 2,6 meter. Ørsted har testet dem og det nye koncept sidste år på havvindmølleparken Hornsea 1 i Storbritannien.

Ved brug af dronerne er det ikke nødvendigt at standse vindmøllerne, når lasten bliver leveret.

Ifølge Ørsted reducerer det risici og øger sikkerheden for dem, der arbejder på vindmøllerne.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Eksperter vil tilføje hjertesvigt til Wegovys indlægsseddel Ekspertpanel under EU's lægemiddelagentur anbefaler, at man udvider indlægssed... Læs mere
Bavarian Nordic får mpox-vaccine godkendt til unge mennesker Børn og unge mellem 12 og 17 år vil kunne få mpox-vaccine fra dansk selskab e... Læs mere
Forsikringsgiganten Tryg udvider brug af kunstig intelligens AI-assistenten "Felix" kommer fremover med forslag til, hvad din kunderådgiver ... Læs mere
Novo-topchef udråbes som årets leder af europæiske medier En sammenslutning af erhvervsmedier peger på Novo-chef som en leder, der har gj... Læs mere
Danmark skal være et eldorado for lystfiskere Lystfiskeri er en dansk folkesport. Men potentialet er endnu større ifølge et ... Læs mere