Finans

tir, 03 dec 2024

Snart ugyldige sedler for 18 milliarder er indleveret på et år

Den nuværende seddelserie fra 2009 har broer og oldtidsfund som motiv. Efter 31. maj 2025 kan 1000-kronesedler fra serien ikke bruges som betalingsmiddel. (Arkivfoto).
Mads Nissen/Ritzau Scanpix Den nuværende seddelserie fra 2009 har broer og oldtidsfund som motiv. Efter 31. maj 2025 kan 1000-kronesedler fra serien ikke bruges som betalingsmiddel. (Arkivfoto).

På et år er der blevet indleveret 1000-kronesedler og pengesedler fra ældre seddelserier til en værdi af 18,3 milliarder kroner.

Det fremgår af Nationalbankens nyeste opgørelse, som er opgjort per 30. november 2024.

Nationalbanken meddelte 30. november 2023, at en række sedler, herunder den nuværende 1000-kroneseddel, bliver ugyldige ved udgangen af maj i 2025.

Det gælder foruden 1000-kronesedlen også ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997.

Det fremgår af Nationalbankens opgørelse, at værdien af de sedler, som snart bliver ugyldige og fortsat er i omløb, er 6,2 milliarder kroner.

Omløbet af 1000-kronesedler er per 30. november opgjort til 3,4 milliarder kroner.

I løbet af november blev der indleveret 1000-kronesedler til en værdi af 0,8 milliarder kroner.

Tidligere mandag lød det fra Nationalbanken, at den har indgået et samarbejde med vekselbureauet Forex, så man frem til 31. maj 2026 kan bytte de gamle pengesedler for nye.

Det kan man i Forex' vekselbutikker på Banegårdspladsen i Aarhus, Rosengårdcentret i Odense eller på Nørre Voldgade i København.

Frem til og med 31. maj 2025 kan man fortsat bruge sedlerne som betaling i butikkerne eller indlevere dem i bankerne.

Nationalbanken har besluttet at gøre de ældre sedler og 1000-kronesedlerne ugyldige for at sikre tillid til kontanter samt sikkerhed. Desuden vurderes det, at 1000-kronesedlen ikke længere er nødvendig, blandt andet fordi der i dag bruges kontanter i mindre grad.

Desuden er det politiets vurdering, at 1000-kronesedler i højere grad end andre sedler anvendes til at understøtte økonomisk kriminalitet af forskellig karakter.

Samtidig med udfasningen af de gamle pengesedler arbejder Nationalbanken på en serie nye sedler, der kommer i omløb i 2028.

De nye sedler skal først og fremmest gøre det endnu mere besværligt for falskmøntnere at kopiere danske pengesedler.

Den kommende seddelserie får havet som gennemgående tema på sedlernes bagside. På forsiden kommer der til at være motiver af kendte personer og deres bedrifter.

Det bliver eventyr og H.C. Andersen, astronomi og Tycho Brahe, Jordens kerne og seismolog Inge Lehmann samt Thuleekspeditionen og ekspeditionsdeltager Arnarulunnguaq.

Den nuværende seddelserie fra 2009 har broer og oldtidsfund som motiv.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister afviser drøftelser om EU-soldater i Grønland At EU's militærkomité-chef taler om europæiske soldater i Grønland må stå ... Læs mere
Minister vil have ordet kvinde skrevet ind i abortlov I ti år har der i abortlovgivning været kønsneutrale formuleringer som "den g... Læs mere
Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere