Gaza

søn, 31 mar 2024

16 er anholdt under demonstration mod Netanyahu i Tel Aviv

Politibetjent med en brandslukker til demonstration mod Benjamin Netanyahu lørdag.
Hannah Mckay/Reuters Politibetjent med en brandslukker til demonstration mod Benjamin Netanyahu lørdag.

I storbyen Tel Aviv i Israel er 16 personer lørdag blevet anholdt i forbindelse med flere større demonstrationer.

Det oplyser israelsk politi ifølge mediet CNN.

Demonstranternes budskaber var både en opfordring til løsladelse af de gidsler, der holdes fanget af Hamas i Gaza, og til at landets premierminister, Benjamin Netanyahu, bliver fjernet fra posten.

Demonstranterne blev anholdt for "forstyrrelse af trafikken og for vejblokader", siger politiet i en udtalelse.

Ifølge CNN viser videoer, hvordan politiet brugte en vandkanon til at opløse forsamlingen af demonstranter ved motorvejen Ayalon. Den viser også politiets anholdelse af mindst en person, som blev ført ind i en politibil.

I videoen kan flere demonstranter, som står foran vandkanonen, høres råbe "vi giver ikke op, før tingene bliver bedre".

Israelsk politi opfordrede demonstranterne i Tel Aviv til at følge loven og til at undgå voldelige protester. Det skete i en udtalelse, der blev udsendt lørdag, og som også er blevet delt på det sociale medie X.

Der har i længere tid været demonstrationer flere steder i Israel. De har både demonstreret mod regeringen og Netanyahu og for, at der lægges en større politisk indsats i at få løsladt gidslerne i Gaza.

Tidligere på måneden blev der eksempelvis afholdt en flere dage lang demonstration, som blev indledt i en kibbutz nær Gaza, der var blandt de områder, der 7. oktober blev angrebet af Hamas. Herfra bevægede demonstranterne sig mod Netanyahus officielle bolig, indtil demonstrationen sluttede i Jerusalem.

Krisen i Gazastriben udspringer af den militante bevægelse Hamas' angreb på Israel i oktober, hvor omkring 1160 blev dræbt, mens omkring 250 blev taget til fange.

Siden er mindst 30.000 blevet meldt dræbt som følge af Israels militære modsvar i Gazastriben.

Hamas har ad flere omgange frigivet gidsler. Men der er fortsat mange, der holdes fanget.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Populært fradrag og forbudte flag er blandt lovændringer fra nytår Flyafgift skal være med til at finansiere forhøjet ældrecheck, og der bliver ... Læs mere
Troels Lund kalder Rusland-advarsel for propagandakampagne Rusland har omtalt Danmarks Ukraine-støtte. Ingen "direkte militær trussel" fr... Læs mere
Lufthavnsansatte kræver mere handling mod luftforurening De ansatte i Københavns Lufthavn ser blandt andet gerne, at fly i lufthavnen sk... Læs mere
K vil stramme krav til taxachauffører ved at se på straffeattest Er en taxachauffør dømt for seksualforbrydelser, skal han udelukkes fra at kø... Læs mere
Politiker i grønlandsk regering inviterer Trump på besøg Det grønlandske parti Siumuts formand ser gerne et tættere samarbejde med USA'... Læs mere