Krimi

ons, 21 aug 2024

Danmark og Sverige ønsker flere bagmænd udleveret fra tredjelande

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) og Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, orienterer på et pressemøde i Justitsministeriet om indsatsen mod bandekriminalitet onsdag den 21. august 2024.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Justitsminister Peter Hummelgaard (S) og Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, orienterer på et pressemøde i Justitsministeriet om indsatsen mod bandekriminalitet onsdag den 21. august 2024.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) og Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, er blevet enige om en fælleserklæring landene imellem efter en række sager den seneste tid med svenske teenagere som lejesoldater for bander i Danmark.

Det siger Peter Hummelgaard på et efterfølgende pressemøde onsdag i København.

- Vi ved det jo desværre godt. Bandernes voldsparathed kender ingen grænser. Derfor skal vores modsvar være stærkt og koordineret, siger han.

Danmark og Sverige vil blandt andet styrke samarbejdet med de tredjelande, hvor bagmænd i bandekonflikter skjuler sig.

Det skal sikre, at flere bliver udleveret til Danmark og Sverige, så "bagmændene kan stilles til ansvar for deres handlinger".

Peter Hummelgaard sætter dog ikke navn på, hvilke lande der er tale om.

Ifølge rigspolitichef Thorkild Fogde kan det "i værste fald" være områder i eksempelvis det nordlige Irak og Syrien, hvor der ikke "hersker normal lov og orden".

- Den form for hvide pletter på verdenskortet kan være rigtig svære for myndighederne at nå ind i, siger Fogde efter pressemødet.

Han siger videre, at nogle af bagmændene ikke opholder sig permanent i et andet land.

- Og det er, når de her eftersøgte personer bevæger sig rundt, at muligheden nogle gange opstår for, at man gennem Interpol kan slå en alarm på dem og få dem anholdt.

I politiet arbejdes der også med at have et overblik over, hvor de mest eftersøgte personer i Danmark befinder sig henne i udlandet, lyder det fra rigspolitichefen.

Fælleserklæringen indeholder også en "intensiveret indsats" mod at få stoppet bandernes rekruttering af unge gennem sociale platforme.

- Det er skræmmende, at man kan være så kynisk, at man udnytter børn og unge mennesker til at begå attentater, siger Hummelgaard.

Fra den svenske justitsminister lød det på pressemødet, at Sverige tager udviklingen på sociale platforme "meget alvorligt og reagerer med fuld kraft".

Gunnar Strömmer sagde også, at Sverige blandt andet vil slå hårdere ned på "den grove vold" med Danmarks bandepakker som forbillede.

Den seneste tids voldelige sager med svensk involvering i det kriminelle miljø i Danmark har også fået Hummelgaard til at øge kontrollen med grænsen til Sverige.

Der er blandt andet blevet indsat mere politi i Øresundstogene, mens politiet også har fået flere værktøjer til nummerpladegenkendelse.

Ifølge Hummelgaard har der siden april i år været 25 episoder, hvor kriminelle grupper i Danmark har hyret unge svenskere til at udføre kriminalitet. Det sagde han 8. august.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere