Nordjyllands Politi efterlyser nu offentligt to mænd, som mistænkes for at stå bag et groft overfald på Heidis Bierbar i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
Volden fandt sted natten til den 21. december 2024, kort efter klokken 03.00, og opstod angiveligt efter en konflikt omkring en øl. Offeret blev under overfaldet slået flere gange, hvilket førte til tumult på stedet.
»Vi har hidtil desværre ikke kunnet identificere gerningsmændene, og derfor beder vi nu offentligheden om hjælp. Vores efterforskning tyder på, at mændene muligvis kommer fra Jylland,« siger Henrik Kjær Hansen, politikommissær og efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi.
På gerningstidspunktet var de to mistænkte i selskab med flere andre mænd.
»Overfaldet er groft og umotiveret, og offeret har pådraget sig personskader,« understreger Henrik Kjær Hansen.
Efterlysningen offentliggøres først nu, fordi politiet har afprøvet flere efterforskningsspor uden resultat. Nordjyllands Politi frigiver derfor nu billeder og videooptagelser af de mistænkte.
Har du oplysninger om eller kendskab til mændene på billederne eller videoen fra pressemeddelelsen, kontakt straks Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.
Politiet har foruden fotos også frigivet videomateriale, som kan ses her.