Krimi

fre, 24 jan 2025

Fagforeninger: Politisk fejlskud at tillade lydovervågning i butikker

Det bliver fremover muligt for butikker at indføre lydovervågning. Det skal være med til at forebygge butikstyverier, men forslaget møder kritik fra flere fagforeninger. (Arkivfoto).
Lars Laursen/Ritzau Scanpix Det bliver fremover muligt for butikker at indføre lydovervågning. Det skal være med til at forebygge butikstyverier, men forslaget møder kritik fra flere fagforeninger. (Arkivfoto).

Det er en meget stor ommer, at Folketinget torsdag har vedtaget et lovforslag, der gør det muligt for butikker at indføre lydovervågning.

Det mener fagforeningerne HK Handel og IDA.

- Det er et politisk fejlskud, fordi det slet ikke tager højde for, hvor ubehagelig og indgribende lydovervågning er for de ansatte, der arbejder i landets butikker, siger Mette Høgh, formand i HK Handel, i en pressemeddelelse.

- Det vil fremover blive meget lettere for arbejdsgiverne at optage og gemme de ansattes samtaler med hinanden, og derfor er de nu i stor risiko for at få krænket deres privatliv. Lydovervågning er derfor set med mine øjne et helt uproportioneret værktøj at gribe til, siger hun.

HK Handel, der er landets største fagforening for butiksansatte, mener, at der mangler evidens for, at lydovervågning forebygger tyverier.

Fagforeningen forstår ikke, hvorfor det ikke er nok at bruge kameraovervågning uden lyd, sådan som det er praksis nu.

Det formilder ikke fagforeningen, at justitsminister Peter Hummelgaard har sagt, at brugen af lydovervågning fortsat skal følge databeskyttelsesforordningen.

Den siger blandt andet, at man ikke må anvende en lydoptagelse, hvis man kan gøre brug af andre og mindre indgribende foranstaltninger.

Også i fagforeningen IDA, der blandt andet repræsenterer ingeniører og it-professionelle, er der utilfredshed med tiltaget. Det er en del af en lov, der blandt andet skal forebygge butikstyveri, som er et stort problem i landet.

- Konstant lydoptagelse er voldsomt indgribende for alle parter. Hensynet til de ansattes arbejdsforhold bør vægte højere end ønsket om at indføre skjulte optagelser af samtaler med kunderne, siger Malene Matthison-Hansen, der er formand for Ansattes Råd i IDA, i en pressemeddelelse.

- Problemet bør kunne løses ved, at medarbejderne kan trykke på en optageknap, hvis der er optræk til en ubehagelig situation med en kunde, siger hun.

Loven træder i kraft 1. februar.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

DSV-overskud faldt en smule sidste år DSV's overskud dykkede sidste år, som dog trods alt endte med et plus på 10,2 ... Læs mere
Trods øget salg af stomiposer falder overskuddet hos Coloplast Coloplasts salg inden for stomi er vokset syv procent drevet af salg af stomipos... Læs mere
Mette Frederiksen skal tale sikkerhed med premierminister i London Statsministeren er tirsdag i London for at mødes med Storbritanniens premiermin... Læs mere
Bavarian-aktien falder med 10 procent efter ny prognose Investorerne har ikke taget godt imod Bavarian Nordics forventninger til 2025. A... Læs mere
Møbelkæde hyrer supermodel som kreativ direktør Helena Christensen skal udvikle designet af Boconcepts møbler og interiør og b... Læs mere