Militær

fre, 20 dec 2024

Forbløffet forsvarsminister forstår ikke behov for undersøgelse af Elbit-sag

Danmark har købt artillerisystemet Atmos fra israelske Elbit, hvilket på billedet ses på Filippinerne. (Arkivfoto).
Ted Aljibe/Ritzau Scanpix Danmark har købt artillerisystemet Atmos fra israelske Elbit, hvilket på billedet ses på Filippinerne. (Arkivfoto).

Det huer ikke forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at sagen om købet af nye artillerisystemer fra israelske Elbit kan ende med at skulle undersøges grundigere.

Det siger han til DR Nyheder, efter at en række partier har samlet mandater nok til at kunne iværksætte en forundersøgelse af sagen.

- I min verden er der ikke brug for at lave en kommissionsundersøgelse. Jeg synes, det vil være alt for tungt og dyrt i forhold til, at vi selvfølgelig skal lære af de fejl, der er blevet begået, men vi er også nødt til at koncentrere os om at komme videre, siger han.

Altinget kunne i 2023 blandt andet berette, at Folketinget havde fået en forkert deadline for et våbenindkøb fra israelske Elbit Systems, der i virkeligheden ikke hastede.

En advokatundersøgelse fra november 2024 konkluderer, at der blev forskelsbehandlet mellem Elbit og to andre våbenproducenter.

Ifølge advokaterne tyder meget på, at der var en skjult sammenhæng mellem aftalen med Elbit og indgåelsen af et forlig med selskabet i en anden erstatningssag.

Men de kunne ikke komme til bunds i sagen, fordi de ikke måtte afhøre vidner. Det afviste Troels Lund Poulsen, da undersøgelsen blev nedsat, hvilket et flertal i Folketinget gik med til.

Men nu har en række partier samlet nok mandater til at iværksætte en forundersøgelse, hvilket kræver mindst 60 mandater, svarende til en tredjedel af Folketingets medlemmer.

I Forsvarsministeriet er de ifølge Venstre-formanden endnu ikke færdige med at beslutte, hvad konsekvenserne af skandalesagen skal være, og han erklærer sig derfor "forbløffet".

Går man videre end de undersøgelser, Forsvarsministeriet allerede har lavet, vil det ifølge Troels Lund Poulsen blive en dyr fornøjelse, hvis der er tale om en kommissionsundersøgelse.

- Det er et meget voldsomt instrument at bruge, og det er meget dyrt. Og de fejl, der er blevet begået, har vi jo fået åbenhed om, siger han.

Det mener han ikke, at sagen kan bære, selv om han erkender, at der er begået fejl.

Forundersøgelsen finder sted i Granskningsudvalget. Udvalget kan indstille til en egentlig, større undersøgelse, hvis en tredjedel ønsker det. Men det kræver et flertal i Folketinget, hvis den skal sættes i gang.

Derfor kan regeringen blokere en egentlig undersøgelse i Granskningsudvalget i Folketinget.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere
Selskabet bag Snapchat lider fortsat store tab Snap Inc. øgede omsætningen med 16 procent i 2024 sammenlignet med året før.... Læs mere
Færre til salg skilte: Falder for femte måned i træk Boligudbuddet har fortsat pil nedad efter flere måneders fald. Lige nu er 46.56... Læs mere
Løkke vil have en økonomisk 2040-plan inden næste valg Danmark har i den aktuelle situation, hvor store regninger venter, ifølge Løkk... Læs mere