Militær

man, 20 jan 2025

Forsvarsministeriet er lune på isbrydere til det danske Forsvar

USA's største isbryder besøgte i 2023 Danmark. Nu kan det danske forsvar være på vej til at få sin egen. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix USA's største isbryder besøgte i 2023 Danmark. Nu kan det danske forsvar være på vej til at få sin egen. (Arkivfoto).

I regeringstoppen og Forsvarsministeriet er man begyndt at indstille sig på, at den danske flåde i Arktis kan få brug for isbrydere.

Det danske forsvar i Arktis og Nordatlanten står foran en oprustning, og her kan isbrydere blive relevante.

Det noterer Forsvarsministeriet sig.

- I den sammenhæng er det relevant at se på behovet for at kunne sejle i isfyldt farvand, skriver Forsvarsministeriet i et svar til Ritzau.

Meldingen fra Forsvarsministeriet kommer i forlængelse af, at statsminister Mette Frederiksen har givet udtryk for en lignende interesse.

Til et Nato-topmøde i Helsinki, Finland i sidste uge besøgte Mette Frederiksen en isbryder med den finske præsident, Alexander Stubb.

Her blev statsministeren spurgt, om besøget var udtryk for et ønske om at få isbrydere i det danske forsvar.

- Vi har ikke truffet beslutning om alt endnu. Men det er klart, at vi kigger på det samlede sikkerhedsbillede, og dér er det svært ikke også at overveje en anden kapacitet, hvad angår isbrydere, sagde Mette Frederiksen.

Danmark har tidligere haft isbrydere. Men i 2010 blev de sidste tre danske isbrydere sendt på pension som led i besparelser i Forsvaret.

På grund af den tilspidsede sikkerhedspolitiske situation er isbrydere blevet en kapacitet, stormagterne måler efter.

De kan være afgørende for bevægeligheden for flåder i det arktiske område, hvor der kan patruljeres, hævdes suverænitet og udføres operationelle opgaver i ny grad, hvis man kan bryde isen.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) oplyste i sidste uge i et folketingssvar, at Rusland råder over "mindst 50 isbrydere, hvoraf i hvert fald 13 har en isbryder-klasse, der gør dem i stand til at operere i Arktis".

Af disse er syv særligt store nukleare isbrydere, som kun Rusland råder over, og russerne har planer om at bygge flere.

Kina har på nuværende tidspunkt fire isbrydere, der kan operere i Arktis, mens Nato-landene tilsammen råder over 13 isbrydere, der kan operere i Arktis-området, oplyste Troels Lund Poulsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister stoler på amerikansk samarbejde trods Vance-tale USA er ikke på vej ud af Nato, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig understr... Læs mere
Mette F. ser nye toner fra USA: Der er skabt en usikkerhed - Der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid, siger statsmi... Læs mere
Mette F. holder fast: Nato er den billigste vej frem for Ukraine Trods USA-modstand mod Ukraine i Nato, er det den "billigste og nemmeste" vej fr... Læs mere
Mette F. deltager i hasteindkaldt europæisk møde med topledere Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har indkaldt til europæisk topmøde mand... Læs mere