Det er knap fire måneder siden, at tidligere forsvarschef Peter Bartram vendte tilbage til bestyrelsen i Jyllands-Postens Fond efter en ulovlig fyring.
Til foråret må han forlade posten igen. Det skriver flere medier.
Den nyvalgte formand for fonden, Tina Nikolaisen, oplyser til Berlingske, at en enig bestyrelse uden om Peter Bartram har besluttet, at han ikke skal fortsætte i bestyrelsen.
Han stopper som medlem af bestyrelsen i forbindelse med generalforsamling i foråret næste år, lyder det fra Nikolaisen til MediaWatch.
Hun begrunder beslutningen med, at han ville have siddet i en periode på mindst 16 år, hvis bestyrelsen havde valgt at indstille ham til genvalg.
- Beslutningen er også truffet i forbindelse med det generationsskifte i fonden, vi har arbejdet på efter udskiftningen på formandsposten. Vi har set nærmere på de kompetencer, vi har brug for i fonden, og der har vi også konstateret, vi har brug for at få nye kræfter ind, siger hun til mediet.
Bartram bekræfter nyheden til Berlingske, men har ikke yderligere kommentarer.
Han nåede dermed knap at vende tilbage, før hans tid i bestyrelsen igen er slut.
I august meddelte han, at han ville træde ind i bestyrelsen igen, efter at Erhvervsstyrelsen havde konkluderet, at fyringen af ham i foråret var i strid med erhvervsfondsloven.
Bartram var samtidig med bestyrelsesarbejdet også formand for netop JP/Politikens Hus.
Han udarbejdede en ny strategi for mediekoncernen, som den daværende bestyrelsesformand, Jørgen Ejbøl, imidlertid var uenig i, og uenigheden endte med, at Ejbøl via mail orienterede Bartram om, at han både var færdig som formand for JP/Politikens Hus og som medlem af Jyllands-Postens bestyrelse.
Mailen var foruden Jørgen Ejbøl også underskrevet af Lars Munch, der er bestyrelsesformand for den anden ejer af JP/Politikens Hus, Politiken-Fonden.
Jørgen Ejbøl valgte i maj i år at fratræde som formand for Jyllands-Posten Fonden. Han er blevet afløst af Tina Nikolaisen.
Kilde: /ritzau/