Miljø

lør, 06 jul 2024

af Mikkel Preisler

Greenpeace: Landbruget taber allerede arbejdspladser uden en CO2-afgift

Landbruget har tabt arbejdspladser i årtier. (Arkivfoto).
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Landbruget har tabt arbejdspladser i årtier. (Arkivfoto).

Tab af arbejdspladser har været en central bekymring forud for indførslen af en CO2-afgift på landbruget.

Men beskæftigelsen i landbruget er i forvejen nedadgående. Udvikling i landbruget gør, at der skæres flere arbejdspladser fra, end en CO2-afgift ventes at gøre.

Sådan lyder det i en ny analyse fra Greenpeace, der har trukket tal fra blandt andet Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Danmarks Statistik.

- Det er forkert, når CO2-afgiften er malet op som den store trussel og fjende i omstillingen. Det er hele den udvikling, landbruget har fulgt i årtier, der afvikler landbruget, og som gør, at det konstant er i krise, siger Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, natur og skov i Greenpeace.

De sidste 20 år er antallet af beskæftigede i landbruget faldet med 25.000 svarende til omkring 15.000 fuldtidsstillinger.

Analysen viser, at den allerede igangværende strukturudvikling vil fjerne 6000 arbejdspladser i dette årti.

Til sammenligning ventes den grønne treparts foreslåede CO2-afgift at fjerne mellem 2000 og 3000 arbejdspladser i landbrug og følgeerhverv i 2035.

- Vi kan se, at en CO2-afgift vil være peanuts, i forhold til hvor mange arbejdspladser der går tabt, siger Christian Fromberg.

Selv om landbruget mister arbejdspladser, kan produktionen sagtens følge med, når landbrug omlægges til stordriftsforhold.

Den generelle udvikling i landbrugets beskæftigelse viser for Christian Fromberg, at klimaregulering af landbruget ikke vil blokere for fødevareproduktion.

- CO2-afgiften er hverken en trussel mod arbejdspladser eller fødevareforsyningen. Vi kan sagtens have et landbrug, hvor CO2-afgiften er en del af løsningen på omstillingen.

Tabet af arbejdspladser har været frygtet, men analysen fra Greenpeace viser, at det ikke vil påvirke de danske arbejdstagere i det beskrevne omfang.

Knap halvdelen af de job, der forsvinder ved indførslen af en CO2-afgift, vil være udenlandsk arbejdskraft i lavtlønnede stillinger.

- Fordi der er så meget udenlandsk arbejdskraft i landbruget, er det ikke særlig afgørende for beskæftigelsesniveauet for Danmark, siger Christian Fromberg.

- Jeg synes ikke, vi har samme forpligtelse til at bevare arbejdspladser, der tilfalder udenlandske arbejdstagere, som vi har til at sørge for arbejdspladser til danske statsborger.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere
Konservative : Danmark skal have en sproglov Forsker : Det vil ingen effekt have på det sprog vi snakker til dag Læs mere