Nyheder

tir, 09 maj 2023

Aarhus fyrer alle parkeringsvagter for at ansætte dem igen

Parkeringsvagt (Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix)

Aarhus Kommune er gået i gang med at opsige alle byens parkeringsvagter. Det skyldes, at kommunen ønsker at ændre en række ansættelsesvilkår.

Det skriver Århus Stiftstidende.

De cirka 25 parkeringsvagter får tilbud om at fortsætte i jobbet. Men det kræver, at de accepterer at give afkald på flere fordele, som deres nuværende lokalaftaler med kommunen rummer.

Det gælder en flekstidsordning, betalte pauser og et årligt ulempetillæg på knap 10.000 kroner, skriver lokalmediet. Desuden har de betalte fridage den 5. juni, 24. december og 31. december.

Det mister parkeringsvagterne, hvis de går med til at fortsætte med at arbejde for Aarhus Kommune.

Til gengæld vil kommunen fortsat tilbyde den samme løn.

Der er ifølge Aarhus Kommune to grunde til ønsket om at ændre i cityassistenternes ansættelsesvilkår.

Den ene er, at de sammenlignet med andre grupper af kommunalt ansatte på teknik- og miljøområdet har "fordelagtige ansættelsesvilkår".

Derfor ønsker kommunen en ensartethed, siger Kim Gulvad Svendsen, der er chef for byliv og medborgerskab i kommunen, til Århus Stiftstidende.

- For det andet er der gang i en opgaveændring, så assistenterne fremover kan komme til at løse nye opgaver omkring blandt andet tilsyn. Vi ønsker ansættelsesvilkår, der passer med de fremtidige arbejdsopgaver, siger han.

Potentielt kan Aarhus stå uden parkeringsvagter til nytår, hvis de alle siger nej til at blive genansat uden nye lokalaftaler.

Men det er ikke et scenarie, som bilisterne i Aarhus kan begynde at glæde sig til, siger Kim Gulvad Svendsen til lokalmediet.

For der er allerede cityassistenter, der har meldt positivt tilbage omkring deres ændrede ansættelse. Kim Gulvad Svendsen forventer, at langt de fleste vil sige ja til at arbejde under de nye vilkår.

Det er en situation, der skaber frustration og usikkerhed, siger sektorformand hos FOA i Aarhus Bente Mikkelsen til lokalmediet. Det er FOA, der organiserer cityassistenterne i kommunen.

Men hun siger, at der forhandles om nye aftaler. Fagforbundet har forhåbninger om at indgå nye lokalaftaler med kommunen, lyder det.

/ritzau/

Andre læser også

Troels Lund kalder Rusland-advarsel for propagandakampagne Rusland har omtalt Danmarks Ukraine-støtte. Ingen "direkte militær trussel" fr... Læs mere
Lufthavnsansatte kræver mere handling mod luftforurening De ansatte i Københavns Lufthavn ser blandt andet gerne, at fly i lufthavnen sk... Læs mere
K vil stramme krav til taxachauffører ved at se på straffeattest Er en taxachauffør dømt for seksualforbrydelser, skal han udelukkes fra at kø... Læs mere
Politiker i grønlandsk regering inviterer Trump på besøg Det grønlandske parti Siumuts formand ser gerne et tættere samarbejde med USA'... Læs mere
Bunkevis af materiale får kommission til at opgive deadline i FE-sag FE-kommissionen, der undersøger sager om Lars Findsen og Claus Hjort, bliver ik... Læs mere