Detailkoncernen Coop nedlægger cirka 180 stillinger på sit hovedkontor i Albertslund på grund af økonomiske vanskeligheder.
Det oplyser Coop i en pressemeddelelse torsdag. Udmeldingen kommer, få dage efter at koncernen har præsenteret et historisk stort underskud på 628 millioner kroner for 2022. I den forbindelse varslede Coop-topchef Kræn Østergaard Nielsen, at man planlagde at skære i sine udgifter og nedlægge stillinger, men første torsdag sættes der tal på. - Det er meget trist at måtte sige farvel til dygtige kolleger, men det er en nødvendighed, for at vi kan nå vores mål og styrke vores fremtidige konkurrenceevne, siger han i en pressemeddelelse. Fyringsrunden sker blandt andet gennem sammenlægninger af forskellige funktioner på hovedkontoret og som et resultat af den omfattende strukturændring, som man er i gang med at udføre. Ændringen betyder, at man vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde Coop. Den nye struktur betyder, at Coop går fra at have otte forskellige kæder til blot tre. Indtil sidste år havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD. Det bliver reduceret til Coop, 365discount og Brugsen. - Vi skal fokusere yderligere på vores kerneforretning og lave bevidste til- og fravalg med vores kunder og kæder i fokus. Derfor flyttes en række centrale beslutningsmandater og ressourcer til kæderne, siger topchefen. I forbindelse med præsentationen af årsregnskabet for en uge siden oplyste Kræn Østergaard Nielsen, at man i første omgang vil nedlægge en række stillinger for at skære i udgifterne. På længere sigt er det dog målet at vokse som koncern og arbejdsgiver. Af årsregnskabet fremgik det, at Coop Danmark havde 10.156 fuldtidsansatte sidste år. Det var 346 færre end i 2021. /ritzau/