Nyheder

ons, 05 mar 2025

af Kathrine Schultz

Erhvervshus Midtjylland melder ud: Flere midtjyske virksomheder i forsvaret

Foto: U.S. Army USARC by Calvin Reimold, Public domain, via Wikimedia Commons

Erhvervshus Midtjylland er klar til at hjælpe midtjyske virksomheder med at træde ind på det danske og internationale forsvarsmarked.

Med store investeringer fra både det danske Forsvar og flere europæiske lande er der nu mulighed for at blive leverandør af alt fra infrastruktur og teknologi til serviceydelser og materiel.

Store ambitioner for Midtjylland

Direktør i Erhvervshus Midtjylland, Helle Berthold Rosenberg, er opsat på at få lokale virksomheder ind på det lukrative marked:

"Vi har en ambition om, at de midtjyske virksomheder skal tiltrække så meget af investeringerne som muligt. Vi skal have lokket nogle virksomheder ud af busken og gjort dem nysgerrige på mulighederne," siger hun.

Hvad kræver det at blive leverandør til Forsvaret?

At blive leverandør til Forsvaret er ikke helt som at sælge til det civile marked. Med strenge krav og specifikke "spilleregler" kan det virke uoverskueligt for mange virksomheder.

Derfor arrangerer Erhvervshus Midtjylland sammen med CenSec - Center for Defence, Space & Security - et gratis webinar, hvor virksomheder kan få indblik i de vigtigste trin og krav.

Forretningsudvikler Kurt Kristensen forklarer:

"Der er ingen tvivl om, at reglerne er anderledes, men vi vil gerne give virksomhederne indsigt i, hvordan de kommer i spil og overblik over de vigtigste trin for at blive leverandør. Vi opridser også muligheder og faldgruber for underleverandører," siger han.

Hjælp til både danske og internationale markeder

Udenrigsministeriet vil også deltage på webinaret for at gøre virksomhederne klogere på eksportstøtte, så de også kan kigge mod de internationale forsvarsmarkeder.

Fakta om webinaret:

  • Dato: 12. marts kl. 10.00-11.00

  • Det er gratis at deltage

  • Læs mere om programmet her