Nyheder

tir, 02 maj 2023

EU-rapport anbefaler investeringer i sundhedsvæsnet efter corona

(Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix)

EU-landene vil stå stærkere i mødet med en fremtidig pandemi, hvis de sørger for at investere mere i arbejdskraft til sundhedsvæsnet.

Det fastslår Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) tirsdag i en ny rapport. Den har til formål at kortlægge, hvad der kan læres af coronapandemien. - Coronapandemien har lært os værdifulde lektier. Det er vigtigt at evaluere og vurdere vores håndtering for at fastslå, hvad der virkede, og hvad der ikke virkede, siger direktør i ECDC Andrea Ammon til nyhedsbureauet dpa. - Vi bliver nødt til at være bedre forberedt på fremtidige sundhedskriser. Det skal ske gennem tiltag på flere forskellige områder, fortsætter hun. Anbefalingerne opsummeres i rapporten under fire punkter. Det første handler om at investere mere i arbejdskraften på blandt andet sygehuse. Pandemien har betydet, at mange er blevet udbrændte, lyder det. De er derfor enten gået ned i tid eller har helt forladt sundhedssektoren. Derfor er der brug for at gøre mere for at sikre, at man fastholder arbejdskraften. Samtidig er der akut brug for at igangsætte tiltag, der vil tiltrække særligt unge mennesker til sundhedssektoren, lyder anbefalingen. Rapporten fremhæver også behovet for mere overvågning af smitsomme sygdomme og generelt et bedre beredskab. Mange lande havde beredskabsplaner på plads, da den smitsomme sygdom kom til Europa i 2020. Men i flere tilfælde var planerne målrettet influenza, og mange af dem var også forældede, skriver ECDC i rapporten. Anbefalingen lyder derfor, at der skal laves beredskabsplaner, som kan tilpasses til at bekæmpe forskellige sygdomme. Som et sidste punkt kommer ECDC også med en række råd til, hvordan kriseinformationen kan forbedres. Netop dette har været en af de største udfordringer i håndteringen af pandemien, skriver centeret. /ritzau/

Andre læser også

Troels Lund kalder Rusland-advarsel for propagandakampagne Rusland har omtalt Danmarks Ukraine-støtte. Ingen "direkte militær trussel" fr... Læs mere
Lufthavnsansatte kræver mere handling mod luftforurening De ansatte i Københavns Lufthavn ser blandt andet gerne, at fly i lufthavnen sk... Læs mere
K vil stramme krav til taxachauffører ved at se på straffeattest Er en taxachauffør dømt for seksualforbrydelser, skal han udelukkes fra at kø... Læs mere
Politiker i grønlandsk regering inviterer Trump på besøg Det grønlandske parti Siumuts formand ser gerne et tættere samarbejde med USA'... Læs mere
Bunkevis af materiale får kommission til at opgive deadline i FE-sag FE-kommissionen, der undersøger sager om Lars Findsen og Claus Hjort, bliver ik... Læs mere