Nyheder

man, 12 jun 2023

Faglige organisationer til DSB-personale: Stop arbejdsnedlæggelser

DSB forsinkelser (Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix)

Flere faglige organisationer, der har medlemmer blandt DSB’s klargøringspersonale, opfordrer til, at der bliver sat en stopper for de arbejdsnedlæggelser, som skaber forsinkelser.

- Dansk Jernbaneforbund tager skarpt afstand fra overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, og vi opfordrer kraftigt alle medlemmer til straks at normalisere arbejdet, siger forbundsformand Preben S. Pedersen i en skriftlig kommentar.

Landet har været ramt af togaflysninger og -forsinkelser mandag, og det vil vare døgnet ud, har DSB tidligere oplyst.

DSB forklarer forsinkelserne med arbejdsnedlæggelserne hos klargøringspersonalet. Det er uvist, hvor længe arbejdsnedlæggelserne varer.

Fællestillidsmand hos DSB Dan Kirchhoff har tidligere ifølge TV2 Øst forklaret, at medarbejderne mener, at der er lagt op til utilstrækkelige lønforhøjelser i lønforhandlinger.

Han afviser til sn.dk at sige noget om, hvor længe arbejdsnedlæggelsen ventes at vare.

– Nej, det kan jeg ikke. De er gale, folkene, de venter på, at der kommer en reaktion fra DSB’s ledelse, siger Dan Kirchhoff til mediet.

Dansk El-Forbund, der i lighed med Dansk Jernbaneforbund har medlemmer blandt klargøringspersonalet, ønsker også, at der bliver sat en stopper for arbejdsnedlæggelsen.

- Det her er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og de skal genoptage arbejdet. Og så må vi se frem til, at de kommer i gang igen med de lokale forhandlinger, siger kommunikationschef hos Dansk El-Forbund Peter Koch Palshøj.

DSB’s kommunikationschef, Niels-Otto Fisker, siger, at han forventer, at medarbejderne vil vende tilbage til arbejdet.

- Det er jo sådan, at vi tror på den danske model og gennem forhandlinger skal nå løsninger på uenigheder og ikke arbejdsnedlæggelser, siger han.

Der har i Arbejdsretten mandag været et møde mellem parterne.

Dansk Metal har også medlemmer blandt klargøringspersonalet, men ønsker ikke at udtale sig, da det er en verserende sag.

/ritzau/

Andre læser også

Populært fradrag og forbudte flag er blandt lovændringer fra nytår Flyafgift skal være med til at finansiere forhøjet ældrecheck, og der bliver ... Læs mere
Troels Lund kalder Rusland-advarsel for propagandakampagne Rusland har omtalt Danmarks Ukraine-støtte. Ingen "direkte militær trussel" fr... Læs mere
Lufthavnsansatte kræver mere handling mod luftforurening De ansatte i Københavns Lufthavn ser blandt andet gerne, at fly i lufthavnen sk... Læs mere
K vil stramme krav til taxachauffører ved at se på straffeattest Er en taxachauffør dømt for seksualforbrydelser, skal han udelukkes fra at kø... Læs mere
Politiker i grønlandsk regering inviterer Trump på besøg Det grønlandske parti Siumuts formand ser gerne et tættere samarbejde med USA'... Læs mere