Nyheder

fre, 24 feb 2023

FCK forlader overbygning og skal stå på egne ben

Superliga FC København - Lyngby Boldklub (Claus Bech/Ritzau Scanpix)

FC København skal fremover stå på egne ben. Fodboldklubben bliver et selvstændigt selskab og udskilles fra Parken Sport & Entertainment.

Det oplyser selskabet i en meddelelse. Udskillelsen sker med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023. Klubben bliver i stedet registreret i et partnerselskab under navnet F.C. København P/S. Ud over fodboldaktiviteterne kommer selskabet også til at stå for udlejning af stadionet Parken til landskampe, koncerter og andre arrangementer. - Formålet med udskillelsen af FC København er at gøre hver enkel forretningsenhed under Parken Sport & Entertainment mere transparent og agil, siger Parken Sport & Entertainments bestyrelsesformand, Allan L. Agerholm. - Vi mener, at de enkelte selskaber står meget stærkt i sig selv, og det bliver endnu mere tydeligt via den her udskillelse, forklarer han. Det nye selskab er 100 procent ejet af Parken Sport & Entertainment, der fortsat ejer kontortårnene i Parken. Planen er, at det nye selskab skal leje stadion og kontortårne på en uopsigelig lejekontrakt, der løber i 30 år. Idéen om at løsrive fodboldaktiviteterne i et selvstændigt selskab blev første gang luftet offentligt i september 2021. Her oplyste Parken Sport & Entertainment, at man undersøgte muligheden for at placere fodboldklubben i et datterselskab for at give "bedre mulighed for at vækste", som Allan L. Agerholm formulerede det dengang. Mens selskabet bag FC København altså er nyt, er ansigterne i toppen de samme. Jacob Lauesen fortsætter som administrerende direktør, og Peter Christiansen vil også fremover være sportsdirektør. - Vi glæder os over, at vi kommer til at kunne gøre klubbens identitet og styrker endnu mere synlige for omverdenen og i endnu højere grad at kunne agere som selvstændig enhed og klub, lyder det fra Jacob Lauesen. /ritzau/

Andre læser også

Rockwool forventer bedre år efter fart på salg til erhvervsbyggeri Rockwool forventer nu fremgang i 2024 efter bedre salg end ventet i årets førs... Læs mere
Nik og Jay øger millionindtægt gennem selskab Hitmagerne Nik og Jay leverede et overskud på 10,8 millioner kroner i 2023 genn... Læs mere
Novonesis fastholder sine forventninger efter kæmpefusion Organisk vækst i Novonesis er fire procent i første kvartal. I 2024 forventes ... Læs mere
Flere huse er sat til salg i Jylland og på Fyn Hussalget steg i begyndelsen af maj i Jylland og på Fyn. Men i Region Hovedstad... Læs mere