Det danske medicinalfirma Lundbeck skifter ud på selskabets øverste direktørpost. Sydafrikanske Deborah Dunsire, der blev topchef i 2018, har valgt at trække sig fra posten, oplyser Lundbeck mandag.
Hun bliver afløst af sin landsmand Charl van Zyl senest 1. oktober, lyder det i selskabets meddelelse. Han har blandt andet en fortid hos den internationale medicinalgigant Eli Lily.
Lundbeck er specialiseret i forskning, produktion og salg af lægemidler til hjernesygdomme, såsom depression, skizofreni og angst.
Det er en milliardforretning, der i 2022 omsatte for over 18 milliarder danske kroner.
Lundbecks mest sælgende midler er de antidepressiver, der sælges som Brintellix eller Trintellix og det antipsykotikum, der sælges som Rexulti eller Rxulti. Begge solgte for omkring fire milliarder kroner sidste år.
I den senest tilgængelige opgørelse fra Lundbeck kan man læse, at Deborah Dunsire i 2022 steg i løn fra 26,5 millioner kroner til 31,2 millioner kroner.
Ifølge en opgørelse, som Børsen lavede i februar, er der kun seks topchefer blandt de 25 virksomheder, der udgør det toneangivende danske C25-indeks, der sidste tjente mere end Dunsire.
Lundbeck-bestyrelsen roser i meddelelsen Deborah Dunsire for "succesfuldt at have styrket" selskabet i sine fem år som topchef.
- Vi ser frem til at byde Charl velkommen som vores nye administrerende direktør, siger bestyrelsesformand Lars Rasmussen i meddelelsen mandag.
Han fremhæver Charl van Zyls "omfattende erfaring fra den farmaceutiske industri og centralnervesystem-feltet" samt "markedsforståelse og historik for at eksekvere kommercielt."
Lundbeck blev grundlagt i 1915 i København og har i dag 5400 ansatte på verdensplan heraf cirka 1800 i Danmark. 70 procent af selskabet er ejet af Lundbeck-fonden.
/ritzau/